TV 2s dårlige start på 2008 får tv-direktør Mikael Ostenfeld fra Carat til at rette en hård kritik af TV 2s programdirektør Palle Strøm. De lave seertal medfører, at mediabureauerne har utilfredse kunder, som ikke har opnået den eksponering, de var blevet lovet.
– Du må spørge dig selv, hvem der har hovedansvaret. Hvem sidder i toppen for de her beslutninger? Det gør Palle Strøm, siger Mikael Ostenfeld til ”Journalisten”. Han påpeger dog, at ansvaret også kan pege andre steder hen.
Mikael Ostenfelds udfald bunder blandt andet i, at han allerede i januar i år blev stillet i udsigt af Palle Strøm, at seertallene ville blive bedre. Men sådan er det ikke gået.
Hos TV 2 afvises kritikken. Palle Strøm påpeger, at Mikael Ostenfeld vil se anderledes på sagen, når året er omme – uden dog at uddybe hvorfor. Mens TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup, understreger, at Palle Strøm er en gevinst for TV 2.
ac