Det danske bryggeri Carlsberg sendte før årets EM-slutrunde – der udgør en kæmpesatsning for bryggeriet på sponsor- og marketingsiden – en særlig app på gaden til fodboldfans.
Nu er den blevet downloadet over to millioner gange, og det er ”tilfredsstillende”, lyder det fra Carlsberg.
– Vi er meget glade for antallet af downloads på nuværende tidspunkt. Det er dejligt at se, at fansene er begjstrede for det content, vi tilbyder ved EM. At nå over to millioner downloads på dette stadie af turneringen er fantastisk, siger Jakob Kalkar, der er group Media & Digital Director i Carlsberg.
App’en giver fodboldsfans adgang til kampstatistikker, liveropdateringer og unikt indhold produceret af den gamle, danske EM-helt Peter Schmeichel, der er Carlsbergs globale ambassadør under EM.
– Vi har bestræbt os på at udvikle en app, som fodboldfans virkelig kan bruge til noget. De kan hente opdateret info og statistik om kampene og meget andet. Men EM er også en fest, og derfor har vi lagt vægt på at inkludere dette element i app’en gennem en barfinder og spil, siger Jakob Kalkar.