Carlsberg står endnu engang bag årets festugeøl i Aarhus. Bryggen er således udviklet af Carlsbergs husbryggeri Jacobsen og er inspireret af tysk festbier, hvis kendetegn er den særlige Wiener-stil.
Det eksklusive tiltag fungerer som et led i Carlsbergs sponsorat af Aarhus Festuge, som man tog hul på sidste år, men hvor der var en anden bryg i flaskerne. Aftalen betyder nemlig, at Carlsberg hvert år skal fremkomme med en ny ”festbier”, og til årets festuge har Jacobsens brygmester Morten Ibsen sammen med sin tyske kollega, Wolfgang Lindell da også skabt en ny af slagsen.
Udover at give aarhusianerne en enestående smagsoplevelse, skal tiltaget desuden ses som et forsøg på at gøre afstanden fra Valby Bakke til Aarhus kortere, hvor man fra bryggeriets side gerne vil markere sig mere i resten af landet.
Og fra festugens side vil man samtidigt gerne signalere, at et sponsorat ikke bare er et sponsorat, men et samarbejde, som begge parter får noget ud af og dermed gør det attraktivt at arbejde sammen. Anders Dahlstrup, der er Managing Director for Aarhus Festuge mener, at et tiltag som at lave sin egen øl bl.a. er med til at differentiere festugen fra andre kulturfestivaler.
– Det er udtryk for den kvalitet, som for vores vedkommende er et ufravigeligt krav til alt, som præsenterer for vores gæster under festugen, siger Anders Dahlstrup og understreger dermed, at festugeøllen kan mere end blot at stille tørsten.
Hos Carlsberg har man ligeledes lagt vægt på, Aarhus Festuge først og fremmest har en bredde og kvalitet, som berettiger til at lave en særbryg fra Jacobsen.
– Jacobsen er et vigtigt mærke i vores portefølje. Derfor skal vi være forsigtige med at love os ud til højre og venstre. Men vi ser en væsentlig bredde og kvalitet i festugen, som samtidig giver os mulighed for at give Aarhus og opland en oplevelse, som normalvis er forbeholdt de gæster, som gæster os på Valby Bakke, siger Jørgen Rüdiger, salgschef for Carlsberg Danmark.
Se i øvrigt herunder, hvad brygmester Morten Ibsen siger om ”Aarhus Festbier 2013”.