Carlsberg Group har i foråret været på jagt efter et bureau, der kunne være deres globale “Social Media Management”-bureau på tværs af deres mange markeder og brands.
Valget endte med at falde på det danske bureau Mindjumpers, der allerede er i gang med opgaven.
En del af opgaven har været at etablere en hub for at samle og dele viden om Carlsberg Groups brands for at finde ud af, hvad der skal gøres og samtidig sikre, at det, man allerede gør, bliver gjort bedre.
Det betyder bl.a. udarbejdelsen af en såkaldt online vidensplatform med best practice studier, tools, templates og en dybdegående Community Management Guideline, så alle Carlsbergs medarbejdere, der arbejder med kommunikation og marketing, har en hands-on værktøjskasse.
– Vi har ønsket at finde en samarbejdspartner, der dels agerer internationalt, har en strategisk tilgang til arbejdet med sociale medier og som deler vores syn på sociale medier siger Jakob Holm Kalkar, Media and digital director fra Carlsberg.
Han fortsætter: ”Sociale medier handler ikke om at markedsføre sit brand eller produkt, men om at facilitere samtaler og oplevelser omkring vore forbrugers passion points, dette blandt andet gennem at give brugbart, relevant eller underholdende indhold, der kan sikre dialog og engagere forbrugerne i brandet”.
Han mener ikke, at strukturen må være kampagnebaseret. Det er derimod en kontinuerlig opgave at opbygge en tilstedeværelse og fællesskab, hvorfor det har været centralt at gøre det muligt for de lokale markeder at interagere med lokale forbrugere gennem Carlsbergs globale initiativer.
I sagens natur er Mindjumpers taknemmelige for den store opgave.
‒ Når man udelukkende har fokus på arbejdet med sociale medier, der i sin essens forbinder og skaber samtale mellem mennesker på tværs af demografi og geografiske landegrænser, så er det naturligvis en drømmeopgave at få lov at arbejde med en af de største internationale multi-brand btc virksomheder, siger Jonas Klit Nielsen, stifter og partner i Mindjumpers.
I første omgang har Carlsberg defineret ønskerne, og det har bl.a. været at samle kommunikationen via sociale medier til de mange markeder.
‒ Der ligger megen viden og en betydelig læring gemt fra marked til marked, og at sikre at alle får del i den viden, der er internt i organisationen, det er utroligt værdifuldt. Derfor er vi løbende i kontakt med Carlsbergs mange brand-managers og bureauer på tværs af markeder og brands, siger Jonas Klit Nielsen.
Set fra Carlsbergs synspunkt er det en stor fordel at indsamle viden og udnytte ressourcerne inden for de mange brands bedre. Coca-Cola har gjort noget tilsvarende, og Pepsi er også i gang med en strategi, der marked for marked involverer forbrugerne på eget sprog.