Carlsberg opfordrer via et radioprogram i et af verdens fattigste lande unge til at drikke øl. Det afslører Sveriges Radio.
Drikkeopfordringen, der er et brud på Carlsbergs egne etiske retningslinjer, sker i radioprogrammet ”Carlsberg turning on the music”, der sendes hver fredag på en kommerciel radiostation i det afrikanske land Malawi.
Programmets vært opfordrer gentagne gange lytterne til at drikke øl samtidig med, at han nævner Carlsbergs forskellige ølmærker samt sloganet ”probably the best beer in the world”.
Chef for samfundsmæssigt ansvar i Carlsberg, Janda Campus, erkender, at det er et brud på bryggeriets egne etiske regler for markedsføring, hvis størstedelen af programmets lyttere er mindreårige.
– Hvis det er beskeden, jeg får fra Malawi, så skal programmet tages af, og vi skal sikre os, at det ikke sker igen, siger Janda Campus til pol.dk.
I vinter brød Carlsberg en anden af sine etiske marketingregler i Malawi. Det skete under lanceringen af elefantøllen.
Carlsberg må nemlig ikke i sine annoncer fokusere på styrken i en øl eller antyde, at øllen er at foretrække på grund af sin styrke.
Men i annoncen i Malawi står der: ”Drik elefantøl, når du vil have en øl med mere alkohol end normalt. En rigtig elefantperson er en person er fuld af karakter”.
– Det er et meget klart brud på vores marketingregler. Den reklame bliver taget ned, og vi kører ikke længere med den kampagne. Vi skal sikre os, at de nuværende og fremtidige kampagner, ikke sælger på en høj alkoholprocent, siger Janda Campus
Ifølge Sveriges Radio kæmper en stor del af befolkningen i det fattige afrikanske land med alkoholmisbrug, hvilket Carlsbergs reklamedirektør i Malawi, Mads Burmester, over for den svenske radiostation afviste.
Men Janda Campus, Carlsbergs chef for samfundsmæssigt ansvar, modsiger sin reklamedirektør:
– Der er ingen tvivl om, at der er store misbrugsproblemer i Malawi. Men misbrugerne drikker ofte billig øl, de er 7-10 gange billigere end Carlsberg. Men vi ved også godt, at der er misbrug af vores produkter, siger hun.
Bryggeriet arbejder nu på et uddannelsesprogram, der skal sætte Carlsbergs medarbejdere bedre ind i de etiske regler.
ac