Det kreative digitale bureau Konstellation har atter en gang hjulpet Carlsberg med kommerciel kommunikation.

Som det også var tilfældet med det prisvindende #happybeertime-koncept, så er der tale om et initiativ skræddersyet den digitale tidsalder. Denne gang gælder det et gamificationkoncept til Carlsbergs barer.

Her er omdrejningspunktet selve ølhanen, hvilket er en del af Carlsbergs innovationsstrategi om at ”gamificere” baren, som det lyder i en pressemeddelelse.

– Meget er gjort rent marketingmæssigt i en bar, men ved at tage ejerskab på ølhanen får vi både opmærksomhed og skaber en naturlig præference for netop Carlsberg-hanen, siger Claus Leinøe, der er kontaktdirektør og partner hos Konstellation.

Banditter i baren

I praksis fungerer det ved en trådløs kobling mellem ølhanen, en skærm i baren og i sidste ende Instagram. Når bartenderen tapper en øl, sættes spillet #BarBandits i gang.

Her dukker et interface inspireret af enarmede tyveknægte op. Men i stedet for æbler og pærer er det Instagram billeder af deltagende gæster, der er i spil. Tre ens billeder udløser gratis øl for gæsten.

– Vi fokuserer meget på at udvikle nye værdiskabende oplevelser for vores kunder gennem kreativt brug af teknologi og kommunikation. At aktivere ølhanen, både IRL og på social, passer perfekt med både vores overordnede strategi og samtidens venues, lyder det fra Jens Jermiin, VP Group Digital of Carlsberg.

Thomas Pries, kreativ direktør og partner i Konstellation, fortæller, at det handler om at slå på Carlsberg som et socialt brand.

– Med #BarBandits flytter vi folks fokus fra hver deres lille skærm hen til en større, fælles skærm. En lille sejr for socialisering, siger han.

Se en film om det nye initiativ her.