Carlsberg har besluttet at skifte reklamebureau. DDB Needham mister opgaven at markedsføre alle øl-mærker under Carlsberg-navnet i Danmark. Den opgave bliver nu placeret hos Halbye, Kaag & Partners.
DDB Needham beholder Carlsberg-markedsføringen internationalt, hvor man har skabt “Part of the game“ konceptet, samt markedsføringen af det nye Kildevæld-mærke samt Kurvand.
Bureau-skiftet kommer få måneder efter, at Ken Andersen tiltrådte som ny marketingdirektør med ansvar for markedsføringen af både Carlsberg og Tuborg. Han kom han fra en stilling i IBM som international marketingdirketør. Før IBM var Ken Andersen ansat i 10 år hos Colgate-Palmolive, hvor han besad en række ledende stillinger inden for marketing, trade marketing og salg i ind- og udland, senest som marketingdirektør i Frankrig. Ken Andersen er ikke ukendt med Carlsberg og Tuborg, idet han startede sin karriere på bryggerierne som kontorelev, senere trainee i Frankrig og endelig var han ansat i den internationale division.
Ken Andersen tog som ny mand imod et tilbud fra Steen Halbye om en dialog, og det førte til, at både DDB Needham og Halbye, Kaag & Partners præsterede et oplæg til den fremtidige markedsføring af Carlsberg-øl.
– Det var to gode oplæg, så det var close race. Men i sidste ende vurderede jeg, sammen med Carlsbergs nye marketingchef Mikkel Andersen, Halbye, Kaag & Partners som det bedste, siger Ken Andersen. Han understreger dog, at der fortsat er et par småting, der skal justeres, før der som sådan er en kontrakt på plads.
Bureau-skiftet vil medføre et egentlig strategiskift i markedsføringen. Fremover vil der blive satset på en portefølje-markedsføring i stedet for en markedsføring af de enkelte mærker i individuelle kommunikationsuniverser.
– Der skal ske en markant skærpelse af Carlsberg-navnet og mærkets positionering, og der skal, så hurtigt som muligt skabes en fælles paraply for alle de forskellige Carlsberg øl-mærker til sikring af dette. Carlsbergs problem er, at mærket ikke har noget, som Tuborg ikke også har. Mærket skal nu nå frem til at eje sin egen personlighed, siger Ken Andersen.