Mange måneders rygter om, at Carlsberg vil opkøbe Scottish & Newcastle blev onsdag langt mere konkrete, da den danske bryggerigigant bekræftede, at man sammen med Heineken overvejer, at byde på det britiske bryggeri.
– Det er hensigten, at Carlsberg vil overtage Scottish & Newcastles andel af BBH såvel som Scottish & Newcastles forretninger i Frankrig og Grækenland, mens Heineken vil overtage Scottish & Newcastles forretninger i Storbritannien og på andre europæiske markeder, skriver Carlsberg i en fondsbørsmeddelelse.
Carlsberg har ikke formelt taget kontakt til Scottish & Newcastle, og det er endnu ikke besluttet, om Carlsberg og Heineken byder på det britiske bryggeri.
/ritzau/