Da Carlsberg i onsdags skar ned på antallet af ansatte i sit hovedkvarter i Valby, var en af bryggeriets meget højtprofilerede ansatte blandt de afskedigede.
Efter mere end 20 års ansættelse er den internationale sponsorchef, direktør Keld Strudahl, blevet fyret, skriver Jyllands-Posten.
Keld Strudahl (52) har i høj grad været med til at knytte Carlsberg til fodbolden. Han har i mange år forhandlet for Carlsberg, når det gjaldt EM i fodbold, sponsoratet på Liverpools trøje, aftaler med det engelske landshold, Wembley og herhjemme FCK og OB.
EM og Liverpool har begge har været nogle af de længstløbende sponsorater i sportsverdenen og har været med til at positionere Carlsberg som “fodbold-øl nr. 1”. Bryggeriet måtte dog opgive Liverpool fra indeværende sæson, og under EM skal Carlsberg til at forhandle om det kommende EM i Frankrig i 2016.
– Efter 20 år som ansvarlig for sponsoraktiviteterne hos Carlsberg har Keld Strudahl valgt at søge nye udfordringer på grund af restruktureringerne på hovedkontoret i Valby, siger kommunikationschef Jens Bekke fra Carlsberg.
Restruktureringerne betød, ifølge Jyllands-Postens oplysninger, at Keld Strudahls job ville få et helt andet indhold. Derfor er formuleringen “valgt at søge nye udfordringer” en eufemisme fra Carlsbergs side.
Jens Bekke siger, at bryggeriet vil forsætte med at have en stor tilknytning til fodbold, og at Keld Strudahls afgang ikke får nogen betydning for det kommende EM i 2012 i Ukraine og Polen, hvor også Danmark deltager.
Det er ikke lykkedes for Jyllands-Posten at få en kommentar fra Keld Strudahl.