Carlsberg i England er blevet ramt af et større computerproblem efter lanceringen af en ny it-platform tidligere på måneden.

Det har efterladt frustrerede pub-ejere landet over, der ikke har modtaget deres tiltrængte øl. Det skriver Publican’s Morning Advertiser, et branchemedie for pubejere i England.

Ifølge mediet er en stribe af Carlsbergs faste kunder blevet ramt af leveringsproblemer og problemer med at bestille nye forsyninger.

– Det har været en absolut katastrofe. Vi har ikke fået en ny leverance i tre uger, og i går fik vi så kun halvdelen af, hvad vi havde bestilt. Det er skidt for os, når vi skal forklare vores kunder, at vi ikke har de produkter, de gerne vil have. Det virker uprofessionelt, siger ejeren af pubben The Boot i Hertfordshire, Sean Hughes, til Publican’s Morning Advertiser.

/ritzau/FINANS