Nye produkter er på vej, lover Carlsberg i sin årsregnskabsmeddelelse for 2009. Nettoomsætningen faldt med én procent til 59,4 milliarder kroner mod 59,9 milliarder året før. Uden valutapåvirkning ville nettoomsætningen være steget med seks procent i 2009. Gruppen vandt markedsandele på de fleste markeder i Asien og Østeuropa, herunder især i Ukraine og Rusland, og bevarede overordnet sin markedsandel i Nord- og Vesteuropa. Overskudsgraden voksede fra 13,3 procent i 2008 til 15,8 i 2009. Carlsbergs ledelse har haft skarpt fokus på forbedring af nøgletallene. Den rentebærende gæld er blevet nedbragt fra 44,2 milliarder i 2008 til 35,7 i 2009. Rationaliseringsgevinster er betydelige og medvirker til det stærkt forbedrede resultat. Nettoresultatet var 3,6 milliarder kroner (2,6 mia. kr. i 2008), og resultat pr. aktie var 23,6 kroner (22,1 kr. i 2008).
For 2010 regner Carlsbergs ledelse med, at resultatet vil blive uændret som i 2009. Nettoresultatet ventes at blive øget med hele 20 procent. Koncernchef Jørgen Buhl Rasmussen siger:
– I 2010 vil topprioritet være profitabel vækst i markedsandele ved hjælp af accelererede initiativer inden for varemærker og innovation sammen med fortsat fokus på effektivitetsforbedringer. Selv om vi venter en udfordrende forbrugeradfærd i 2010, ser vi også mange muligheder for at styrke vores position på nøglemarkeder.
Epn.dk