Fodboldturneringen, der er blevet døbt “Healthy Chongqing Denmark Carlsberg Cup Football Tournament 2011”, arrangeres af det danske konsulat i Chongqing i samarbejde med Chongqing Football Association i den kinesiske bykommune Chongqing, hvor Carlsberg i forvejen er stærkt repræsenteret i form af sin ejerandel på 29,7 pct. af Chongqing Brewery, der er det klart største bryggeri i Chongqing, hvor der bor godt 31 mio. mennesker.
Det skriver Aktiefokus.
Carlsberg er kraftigt repræsenteret i den vestlige del af Kina, hvor ølforbruget er lavere end i den østlige del af landet. Til gengæld er væksten højere, og Carlsberg har de langsigtede briller på og tror på, at det vestkinesiske ølforbrug vil nå samme højder som i øst. Carlsbergs store sponsorat af den kinesiske fodboldturnering kan på mange måder ses som modsvar til konkurrenters offensiv i Kina, idet de i det seneste års tid har opskaleret deres fokus på forholdet mellem ølproducenterne og de kinesiske myndigheder. Verdens største bryggeri AB-InBev lancerede i 2010 eksempelvis en national kampagne med fokus på spirituskørsel.