Carlsberg har sat fokus på innovation og udvikling af nye produkter, der kan sælges i hele verden.
Forleden var det den bryggede, alkoholfrie læskedrik Beo, der så dagens lys, men denne gang er der tale om en øl – omend ikke en helt almindelig øl. Copenhagen er navnet, og nyheden er det første bud på en innovation til den nye generation af øldrikkere, kvinder og mænd i alderen 23-35, som er optaget af, at design, smag og kvalitet går op i en højere enhed.
Danmark er første lanceringsland for Copenhagen, og ifølge marketingdirektør Kirsten Ægidius møder den danske forretning i stigende grad forbrugere, der efterspørger alternativer til almindelig øl.
– Mange unge bryder sig ikke om den bitre eftersmag i øl. Her viser vores analyser, at vi med Copenhagen har skabt en letdrikkelig øl med en balanceret smag – et reelt alternativ til hvidvin og champagne, siger hun.
Copenhagen markedsføres i vanlig stor Carlsberg-stil. Reklamebureauet McCann Copenhagen, som i øvrigt også skal kreere Tuborgs nye, globale platform, står bag kampagnen.
Boost til kendskab
Der køres netop nu tæt på tv, så kendskabet kommer på plads, men også print i magasiner som Euroman og Eurowoman er en del af konceptet. Desuden er der lanceret
en hjemmeside, hvor man kan finde flere oplysninger og en Facebook-site.
I tilgift har Carlsberg allieret sig med Dansk Fashion Awards, som i eftermiddag offentliggør årets nominerede til den eftertragtede pris.
Koblingen giver god mening, lyder det fra innovationsdirektør Jeanette Elgaard:
– Vi kan se, at der er en række forbrugere, herunder kvinder, som er meget bevidste om designet, når de vælger drikkevarer. Det kan være situationer, hvor de står på en bar, og de ønsker, at deres drikkevarer matcher deres tøj og taske. Her fravælger de måske øllen, fordi designet ikke appellerer til dem.
Copenhagen er på hylderne i Danmark lige nu som det første lanceringsland. Lancering er planlagt i Nord-, Vest-, Østeuropa og Asien i 2011 og 2012.
Se den nye reklamefilm her: 
/embed>/embed>/embed>/embed>