– Det er bare kanon. Et top morsomt og dejligt udansk site med en fantastisk simpel funktionalitet.
Sådan lyder Niels Boe Sørensens umiddelbare kommentar, da han bliver bedt om at give en vurdering af 10socks.com, et af de vindende sites i Cyber-kategorien, der vandt en guld-løve. 10socks.com er et enkelt og flot designet e-commerce-site, der lever af at sælge sokker i pakker af ti.
Niels Boe Sørensen er international marketingchef for Carlsbergs new media og står bl.a. bag opbygningen af Carlsberg.com og det nyligt lancerede Tuborg.com.
Han er i Cannes for at deltage som gæstetaler ved et to-dages seminar om online markedsføring og har i den forbindelse afset tid til en snak om de danske vindere.
– Alle tre sites er virkelig gode sites, som har en høj international standard. At de vinder hernede er ensbetydende med, at vi har en høj standard og kan være på højde med “Top of the pops”, når det handler om at lave gode web-løsninger. Nu må vi bare håbe på, at den gode situation for Danmark kommer hele branchen til gode og ikke kun vinderne, siger Niels Boe Sørensen, der personligt bedst kan lide 10socks, da det i modsætning til de to Nike-sites også kan køre på en langsom forbindelse.
– 10socks er virkelig et genialt site med gode udviklingsmuligheder og efter at have set sitet kunne jeg sagtens finde på at købe ti sokker, slutter han. jür