Man kunne fristes til at citere et tidligere slogan fra landets største bank: Gør det du er bedst til.
I hvert fald er det lidt i den boldgade, Carlsberg Danmark spiller med en ny organisationsændring i Salg og Marketing.
Baggrunden for ændringen, der overordnet set sætter Marketing i leadrollen på de kommercielle strategier, er ifølge marketingdirektør Kirsten Ægidius, at Carlsberg Danmark vil have øget og enklere fokus på kampagnestrategier, kategorier og salg.
– Vi har forskellige kompetencer i Salg og Marketing, og det skal udnyttes. Dette er en rejse, som Marketing startede for to år siden – og vi er nu klar til at tage næste step og indtage en mere fremtrædende rolle i at drive udviklingen af de kommercielle strategier, siger hun.
Den mere entydige ansvarsfordeling mellem Salg og Marketing giver sig konkret udslag i en række ændringer i organisationen.
I Marketing oprettes et nyt team, Commercial Development, som får den tidligere salgsudviklingschef René Fyrsterling som chef. Teamet får medarbejdere fra det tidligere Insight-team i Marketing og fra Salgsudvikling i Off Trade og skal lægge de strategier, som Salg skal eksekvere på. Den tidligere ansvarlige for Insight-teamet Charlotte Madsen fratræder til sommer.
Samtidig har Carlsberg Danmark valgt at slå sine to øl-teams sammen.
Tidligere var der et Tuborg-team under ledelse af Klaus Borello og et Carlsberg-team under ledelse af Carsten Suhrke. De to teams bliver nu til ét – under ledelse af Mads Friis, der tidligere var ansvarlig for Non-Bear-teamet, men altså nu får ansvaret for hele øl-kategorien.
Øvelsen koster den tidligere marketingchef Carsten Suhrke stilling. Han har været hos Carlsberg siden 2006, men fratræder nu til april.
Marketingdirektør Kirsten Ægidius siger:
– Sammenlægningen af de to teams er helt i tråd med vores tanker om at tænke i kategorier på tværs af vores stærke brands. Vores opgave er at hjælpe Salg med at sikre en tydelig positionering af vores øl-brands, så vi samlet løfter kategorien.
Klaus Borello bliver ny chef for Non–Beer teamet efter Mads Friis.