Grønne Carlsberg-flasker med ”knapper du ville ønske virkede i virkeligheden” – og flasker med sort denim-look og et tegnet portræt af en ægte storbyrotte.

Det er hvad du kan se frem til at finde på hylderne hen mod slutningen af april, når Carlsberg folder sit nye kreative koncept ”Stand Out” ud i detailhandlen.

Konceptet, som er udviklet i samarbejde med reklamebureauet Yellow, går ud på at lade en række udvalgte modefolk, kunstnere og musikere komme med deres personlige bud på en Carlsberg-etiket. Flaskerne produceres efterfølgende i en kort periode med det specialdesignede look.

Allerede nu kan det afsløres, at der kommer seks forskellige design, og foreløbig har bryggeriet afsløret ophavsmændene til de to af dem: Designerduoen bag det prisbelønnede mode-brand Han Kjøbenhavn og den kreative tegner- og forfatterduo WullfMorgenthaler, der blandt andet er kendt for satiresitet heltnormal.dk og de daglige striber i Politiken.

Brand manager Rasmus Bendtsen hos Carlsberg siger om initiativet:

– Carlsberg hylder originalitet, mod og stolthed, som tør stritte ud. Power og passion, som gør en forskel for os alle sammen. Derfor har vi inviteret talentfulde kunstnere og kreative – som fx Han Kjøbenhavn og WulffMorgentahler, der netop står for disse værdier – til at illustrere deres helt egen ølflaske.

Storbyrotten Joannis

Han Kjøbenhavns version af pilsnerflasken er trukket i sort denim-look med et håndtegnet portræt af en ”ægte storbyrotte”. Portrættet er Joannis fra Nørrebro, som modefirmaet i øvrigt bruger som fast figur i sine  film og modeshows.

De to herrer bag brandet, Jannik Wikkelsø Davidsen og Tim Hancock, har sagt ja til at deltage i konceptet fordi Carlsberg er et kvalitetsprodukt og et internationalt respekteret brand:

– Vi er altid meget forsigtige med, hvilke samarbejder vi deltager i. Men vi har selv gode minder og historier knyttet til stunder med Carlsberg, så vi faldt for, at vi pludselig kunne få lov til at designe en af de flasker, som vi selv har stået med i hånden så mange gange, siger Jannik Wikkelsø Davidsen.

Om det sorte denim-look siger han:

– Hele detailhandlen skriger i stærke farver for at råbe forbrugerne op. Den simple, æstetiske tilgang er en del af vores DNA. Derfor har flasken fået en håndtegnet illustration på en simpel baggrund i stedet for, at vi råber vores navn og brand ind i hovedet på folk, som andre gør.

Delete, mute og escape

I WulffMorgenthalers version er den traditionelle Carlsberg-etiket skiftet ud med en stribe klassiske og velkendte computerknapper som ”delete”, ”esc” og ”mute”.

I første omgang havde WulffMorgenthaler ellers en ide om at lave flasken om til et hjemmelavet termometer – eller et alcometer.

Og WulffMorgenthaler er selvantændelige af eufori:

– Vi er stolte af vores designede Carlsberg flaske. At være valgt foran så store navne som Picasso, Gud, Hello Kitty og Stig Tøfting, er en kæmpe ære. Vi forventer at en to-tre fans vil opkøbe flaskerne og sælge dem med stor gevinst, når vi er døde og borte, formentligt vil disse fremsynede fans tjene flere penge end vi nogensinde har gjort. Vi kan mærke vi allerede er bitre på dem, grådig r……..!, lyder det i vanlig stil fra satire-duoen.

I løbet af forårsmånederne vil Carlsberg på et nyt site – standout.carlsberglive.dk – og i magasinet Euroman afsløre skaberne bag de øvrige design i kollektionen. 

På sitet vil forbrugerne selv få mulighed for at være med på legen – og vinde en rejse for to til New York – ved at uploade deres egne forslag til et ”Stand Out”-design. 

De seks design kommer første gang på gaden i slutningen af april 2014 og sælges kun i en begrænset periode.

Se WulffMorgenthaler i aktion her.