Tre måneder efter den seneste opjustering løfter Carlsberg med sit regnskab for tredje kvartal endnu engang forventningerne til 2010. Den afgørende russiske forretning har fået fart under ølsalget, hvor en varm sommer har øget ølforbruget og dermed dulmet effekten af de store afgiftsforhøjelser fra årsskiftet.
Carlsberg venter nu driftsresultat på “over 10 mia. kr.” i stedet for “ca. 10 mia. kr.”, som den nuværende forventning lyder på. Dermed leverer Carlsberg en mindre opjustering.
Det var ventet af flere analytikere, at Carlsberg ville skrue op for sine forventninger, men Carlsbergs tradition for at se tingene ad skabte usikkerhed om opjusteringen. En rundspørge fra SME Direkt viste en gennemsnitlig forventning om et driftsresultat på 10,6 mia. kr.
Østeuropa med Rusland i spidsen viste forbedring i markedstendenserne på samtlige markeder. Carlsberg konstaterer i regnskabet, at alle markeder steg i tredje kvartal som følge af forbedret makroøkonomi, øget forbrugertillid og varmt vejr.