Carlsberg vil overveje at gå efter et af hovedsponsoraterne, når VM i fodbold afholdes i Rusland i 2018. Det fortalte chefen for selskabets østeuropæiske aktiviteter ved et pressearrangement tirsdag aften. Han indikerede dog samtidig, at den russiske jura kan være en udfordring i forhold til et sponsorat.
– Det er bestemt en meget positiv situation for os, og det er en mulighed, vi allerede har diskuteret, og som vi må begynde at arbejde på nu, sagde Anton Artemiev og uddybede:
– Vi ved endnu ikke, om vi vil forsøge at få det overordnede sponsorat eller et mindre. Det vil vi tænke over. Men uanset hvad vil vi være meget synlige i forbindelse med VM.
Østeuropachefen indikerede dog samtidig, at der kan være en juridisk udfordring i forbindelse med et sponsorat. Den russiske regering har de seneste år erklæret krig mod alkoholisme og har således forsøgt at stramme taget om alkoholproducenterne både gennem afgifter og reklameregler.
Carlsberg er den største spiller på det russiske ølmarked med en markedsandel på cirka 40 pct.
Borsen.dk