Alt peger på, at Wieden + Kennedy i Amsterdam bliver Carlsbergs nye internationale bureau. I hvert fald har man truffet den beslutning, at gå i dialog med bureauet oven på en konkurrence, hvor det hidtidige bureau, Saatchi & Saatchi, og det lille engelske bureau, Shop, også deltog.
– Der var top-karakter til Wieden + Kennedys oplæg i testen. Men det er en kompliceret proces, hvor konceptet skal fungere på mange forskellige markeder, og derfor arbejder vi nu videre med at få afdækket, om det holder hele vejen. Det skal vi være sikre på, siger International Marketing Manager Mikkel Andersen fra Carlsbergs Group Sales & Marketing.
En af de ting, der skal afdækkes er, hvor snæver platformen bliver i forhold til lokal eksekvering.
– Det er usandsynligt, at vi skal have en platform, hvor markedsføringen rulles ud overalt fra København og Amsterdam. Vi kommer til at arbejde med lokale partnere og lokale eksekveringer, men jeg kan ikke på nuværende tidspunkt svare på, hvor snæver rammen bliver, siger Mikkel Andersen.
Carlsberg forbereder lanceringen af en ny position. Tidligere har man arbejdet under en mere emotionel ”Drink with a world of friends”, men nu skal positionen hedde ”best beers for the best moments”.
Det internationale budget retter sig først og fremmest mod alle andre lande end Danmark og England. De to markeder indtager en særstilling, og bureau-konkurrencen har således ikke noget at gøre med den konkurrence, som Carlsberg Danmark netop nu forbereder for at finde en erstatning for Halby Kaag JWT. I England fortsætter samarbejdet desuden med Saatchi & Saatchi London. fin