Mere end 15 års erfaring med sponsormarketing er rykket fra Carlsberg til SponsorPeople – bryggeri-gigantens tidligere internationale sponsorchef Carsten Buhl er sponsor-bureauets nye adm. direktør.

Og Thomas Badura, SponsorPeoples ejer og kommercielle direktør, lægger da heller ikke skjul på, at bureauet har scoret noget af en profil.

– Vi er bevidst gået efter at få en tung, international sponsorprofil om bord, og Carsten kommer med eminente kompetencer og erfaringer i at udnytte og håndtere nogle af verdens absolut største sponsorplatforme, som eksempelvis EM i fodbold, MTV og Liverpool, siger han.

Carsten Buhl har i både 2008 og 2012 koncentreret sit virke om den internationale aktivering af Carlsbergs sponsorat af EM i fodbold – en trecifret millioninvestering, der sidste sommer blev afviklet i Polen og Ukraine med stor succes for bryggerigiganten.

Og selv glæder hovedpersonen sig naturligt nok også til de nye udfordringer.

– Jeg er enormt glad for at skulle arbejde med strategiudvikling og optimering af sponsorater på den anden side af bordet, om man så måtte sige. Det bliver en spændende opgave at inspirere og professionalisere sponsormarkedet endnu mere, specielt nu hvor mange brands er i gang med at redefinere deres sponsorinvesteringer, siger Carsten Buhl, som fremover vil udgøre bureauets daglige ledelse sammen med Thomas Badura.

Internationalt fokus

En af ambitionerne hos SponsorPeople, fortæller Thomas Badura, er at internationalisere aktiviteterne yderligere. Bureauet arbejder allerede i dag over grænserne, men med ansættelsen af Carsten Buhl skal der satses endnu kraftigere på at optimere kundernes internationale sponsorater.

– Carsten kan tilføre vores nuværende og kommende kunder en stor viden omkring optimering og håndtering af deres sponsormarketing aktiviteter, ikke kun her i Skandinavien, men også i forhold til internationale sponsorater, siger han om sin nye direktør, der førhen har været udstationeret i både Italien og Portugal, arbejdet i en række andre lande – og taler ikke færre end syv forskellige sprog.

Ikke mindst Carsten Buhls betydelige erfaring med aktivering, ser Thomas Badura som et stærkt aktiv for bureauet.

– Der er en klar tendens i markedet til at virksomhederne ser deres sponsorater som langt mere forretningsstrategisk relaterede end tidligere. Ligesom der stilles højere krav til ROI og dokumentation af effekt. Det mener vi er en god og sund udvikling. For en ting er at købe sig ind i en sponsorplatforms image – en anden ting er at være i stand til at aktivere investeringen og formidle det image til et loyalt publikum. Det er noget af det, Carsten har en kæmpe erfaring med, siger Thomas Badura.

Højere krav til dokumenteret effekt, siger du. Det vil alle jo have i disse tider, men kan I reelt levere det?

– Ja, det kan vi. Vi har gennem de seneste fem år udviklet et værktøj, ROSI, der står for return on sponsorship investment, hvor vi reelt krone for krone kan analysere værdien af den totale investering, både kvalitativt og kvantitativt. Tidligere har man talt om en eksponeringsværdi på så og så mange millioner kroner – i dag ser vi mere nuanceret på totalinvesteringens effekt, siger Thomas Badura.

SponsorPeople blev etableret i 2002 og er i dag landets største uafhængige rådgivningsbureau specialiseret i sponsormarketing aktiviteter.