Carlsberg er fodbold, Tuborg er musik – og nu er Kronenbourg 1664 gået til filmen.
Dermed sætter Carlsberg Gruppen, der som bekendt ejer Tuborg, og siden 2008 også Kronenbourg – sidstnævnte blev en del af Carlsberg i forbindelse med den delvise overtagelse af Scottish & Newcastle, sig tungt på endnu et kulturelt tema.
CPH PIX er kendt for sit mangfoldige repertoire af kvalitetsfilm, herunder også sin særlige forkærlighed for franske film, og samarbejdet startede da også allerede ved premieren på den Oscar-belønnede franske film ”The Artist” tilbage i februar.
Nu kulminerer det så ved årets CPH PIX, hvor Kronenbourg 1664 bl.a. præsenterer den franske serie ”French Art Of Pleasure”.
– CPH PIX’s publikum er kvalitetsbevidste og velbevandrede inden for film, kunst og kultur. Og med PIX’s fokus på bl.a. franske film, passer festivalen godt til de værdier som Kronenbourg 1664 står for, siger Brand Manager hos Carlsberg, Belinda Thune.
Det er reklame- og partnerskabs-bureauet Mediaworks, der står bag samarbejdet mellem Kronenbourg 1664 og CPH PIX.
– Mange ølmærker har valgt at fokusere på enten sport eller musik, mens mulighederne inden for film har været overset i mange år. Og det er i virkeligheden svært at forestille sig et meget bedre match for et kvalitetsmærke som Kronenbourg 1664 end CPH PIX, med de værdier som de repræsenterer, siger Jan Wagner fra Mediaworks.
Jacob Neiiendam, festivalchef for CPH PIX er også begejstret for samarbejdet:
– For os handler det om at finde partnere, der giver mening og værdi til festivalen og selvfølgelig vores publikum. Kvalitetsfilm og kvalitetsøl er et perfekt match, og derfor glæder vi os over at kunne byde på Kronenbourg 1664 når PIX ruller ud i byen.
CHP PIX blændede op for de første film i går, onsdag, og festivalen slutter med fest, farver – og Kronenbourg 1664 – den 29. april.