Carlsberg er klar med en stribe nye produkter langt fra kerneproduktet øl. Det danske bryggeri vil lancere nye sødere drikke med mindre alkohol. De skal tiltale kvinder og yngre kunder, og i fremtiden vil den type produkter udgøre en væsentligt større del af Carlsbergs sammensætning af produkter, siger topchef Jørgen Buhl Rasmussen i et interview med Berlingske Business.
– Øl er kerneforretningen, men vi kigger mere og mere på mange andre produkter. Det kan være ikke-alkoholiske drikke, cider, energidrikke eller forskellige sundhedsprodukter, siger Jørgen Buhl Rasmussen til avisen.
I dag har det danske bryggeri en bred portefølje med for eksempel sundhedsprodukter som Beo, energidrikken Battery, ciderproduktet Somersby og en række forskellige drikke, der mest minder om traditionelle drinks.
I alt har Carlsberg 332 forskellige brands. I 2012 udgjorde de produkter, som ikke er øl, 14 pct. af koncernens samlede volumen, og det tal vil vokse, lyder det fra Buhl Rasmussen, som mener, at Carlsberg kan tjene lige så meget på mange af ikke-ølprodukterne som på de traditionelle øl. Fx er ciderdrikken Somersby et hit.
– Somersby er en kæmpesucces for os. Det er i 35 lande, og er det hurtigst voksende Cider-produkt i verden. Vi har særdeles god indtjening på Somersby, siger Buhl Rasmussen til Berlingske.
Han vil ikke afsløre, hvilke nye typer af drikke som Carlsberg barsler med til de kommende år. Men han fortæller, at der er forskel på, hvad det danske bryggeri arbejder med til de forskellige verdensdele.
Berlingske