Med en milliardinvestering i et stort kinesisk bryggeri, Chongqing Brewery, viser Carlsberg offensiv form i Kina. Købet er anderledes end Carlsbergs tidligere satsninger i Kina i den forstand, at nu bevæger bryggeriet sig endelig ind i de tættere befolkede områder af verdens største ølmarked. Carlsberg betaler 2,1 milliarder kroner for en aktiepost på 12,3 procent i bryggeriet, hvor man i forvejen ejede 17,5 procent. Carlsberg har i forvejen en dominerende position i Vestkina, men ledelsen lægger ikke skjul på, at man har ambitioner om at brede sig til større og tættere befolkede områder. En analytiker fra Credit Suisse antyder, at satsningen øst på, hvor konkurrencen er langt hårdere, er lakmusprøven på Carlsbergs strategi.
Berlingske Business side 6-7.