De seneste års store anstrengelser på at øge overskuddet i Nordeuropa er ved at lykkes for Carlsberg. Efter en række bryggerilukninger og mere effektiv produktion er udviklingen i indtjeningen på vej op i en region, der ellers udelukkende oplever et generelt fald i salget af øl.
Det skriver Jyllands-Posten.
I forhold til 2009 er Carlsbergs salg, målt i liter, steget med blot 3 pct. de seneste tre år. Til gengæld er omsætningen steget med 8 pct. fra 2009-11, mens driftsoverskuddet er gået op med 19 pct.
– Fremgangen i overskuddet har været bredt over alle markeder i regionen, siger Jørn Tolstrup Rohde, der er chef for Carlsberg i Nordeuropa og Danmark, i forbindelse med en præsentation på bryggeriet i Fredericia for danske og udenlandske aktieanalytikere.
Fremgangen i overskuddet er fremkommet ved at have færre forskellige typer af øl og flaske- og dåsestørrelser i supermarkederne. Det er også opnået ved at lukke bryggerier.
I 2009 var der 18 bryggerier i den nordeuropæiske region, mens der i dag blot er 14. Det har blandt andet været med til at nedbringe antallet af produktionslinier fra 89 til 71 linier i 2011.
Dertil kommer, at man har nedbragt omkostningerne til logistik, administration, salg, vand- og elforbrug etc. Alle disse besparelser betyder, at omkostningerne er mellem 2 og 12 pct. lavere i de forskellige kategorier end i 2009 – trods prisstigninger til eksempelvis arbejdsløn og olie.
Jyllands-Posten