Det bliver sodavand og sportsdrik fra Carlsberg, der kommer til at læske ganen hos de tusindvis af unge fodboldspillere, som de kommende år mødes i Århus til den internationale sommerturnering Football Festival Denmark. Festivalen har indgået en 3-årig sponsoraftale med Carlsber, som får premiere, når den 5. udgave af eventen løber af stabelen til sommer i dagene 24. til 29. juli 2007 med forventet deltagelse af mere end 3.500 unge fodboldspillere fra mere end 15 forskellige nationer.
– Vi vil gerne være med til at støtte de unges muligheder for at dyrke sport på tværs af landegrænser og kulturer, som det sker i Football Festival Denmark, siger produktchef Peter Haahr Nielsen fra Carlsberg Danmark
Ledelsen i Football Festival Denmark betragter aftalen med Carlsberg som et vigtigt skridt i udviklingen af turneringen:
– Carlsberg er en af de helt store sponsor-brands i den internationale fodboldverden, og denne aftale sender de rigtige signaler for os. Det betyder noget, at vores gæster fra f.eks. Filippinerne, Japan, Uganda, England og Norge alle kan nikke genkendende til navnet på vores samarbejdspartner, siger sekretariatschef Carsten Gløvermose Nielsen, Football Festival Denmark.