Først kom det fodboldspillende egern, som for et par år siden tog hele den virale verden og omegn med storm. Siden kunne vi nyde den bordtennis-ekvilibristisk pingvin – og senest var det en flok power-bier i racerløb.
Ingen tvivl om, at reklamebureauet & Co’s film for Carlsberg Sport har vakt opsigt, siden sodavanden blev lanceret i Danmark for tre år siden. Og i løbet af de første få måneder lykkedes det den nye opkomling i lemon/lime-kategorien at snuppe i en markedsandel på over 10 procent.
Men nu er det slut med de talentfulde dyr – i hvert fald forså vidt angår 2011 – bekræfter Carlsberg Danmarks marketingchef Kirsten Ægidius.
– Vi har lagt en ny strategi for Carlsberg Sport, som betyder, at vi går væk fra de tunge medie-kampagner og i stedet kommer til at fokusere på nettet og de sociale medier og på aktivering lokalt ude i ”græsrødderne” hvor sportsklubberne er. Og det kræver andre kompetencer på bureausiden.
Så I har fyret & Co på Carlsberg Sport?
– Fyret er ikke lige det rigtige ord. Vi samarbejder jo på Carlsberg-brandet, og vi har været fantastisk glade for det arbejde, de har lavet på Carlsberg Sport. Men det er rigtigt, at de ikke kommer til at levere arbejde for Carlsberg Sport-brandet i 2011, siger Kirsten Ægidius.
I stedet opgraderer bryggeriet samarbejdet med Patchwork New Media, og så er Zupa valgt ind som nyt bureau.
Disse to bureauer skal løfte den nye strategi Carlsberg Sport i det kommende år og sikre bevægelsen væk fra de store og dyre produktioner og over til mere digitale og interaktive tiltag.
I tråd med den udvikling – der blandt andet har til formål at komme ud i lokalområderne og klubhusene – siger Kirsten Ægidius, at man desuden er i gang med at se nærmere på, hvordan man også på sodavand kan udnytte moder-brandets mange fodbold-sponsorater.
– Der ligger jo en række begrænsninger på, hvad vi kan gøre, når det gælder øl. Men de begrænsninger har vi ikke på sodavand. Så det er da oplagt at se nærmere på, siger Kirsten Ægidius.