Da Carlsberg Sport for snart et par år siden valgte at flytte fokus fra traditionel massekommunikation til kommunikation via Facebook, PR og sponsorater, var det med et ønske om at ramme den primære målgruppe mere direkte.
I den sammenhæng skrev vi i disse spalter, at den nye strategi for Carlsberg Sport betød, at selskabet ville gå væk fra de tunge medie-kampagner – der blandt andet har budt på fodboldspillende egern og meget habile bordtennisspillende pingviner i reklamefilm – for i stedet at fokusere på nettet og de sociale medier.
Og på aktivering lokalt ude i ”græsrødderne” hvor sportsklubberne er.
Det betød også et farvel til bureauet bag de nævnte reklamefilm, &Co.
Og nu lyder det fra bryggerikæmpen, at den nye markedsføringsstrategi har været en succes. Carlsberg Sport har således rundet 100.000 fans på Facebook, og det er dermed et af de mest populære Carlsberg-brands på det sociale medie. Hovedparten af sidens fans er unge i alderen 13-17 år, og det er lige præcis den målgruppe, bryggeriet gerne vil have i tale.
Ifølge Markedførings kilder sidder Carlsberg Sport i dag på omkring tre procent af markedet for sportssodavand. Til sammenligning sidder Faxe Kondi på 55 procent.
– Vi har ikke alene mange aktive og engagerede fans på vores Facebook-side, vi rammer også målgruppen mere direkte med vores opdateringer og budskaber. Det var netop derfor, at vi valgte at forfølge denne strategi, siger Klaus Borello, der er marketingdirektør for Carlsbergs Non beer-team.
Storsponsor for breddeidrætten
At Carlsberg Sport har fået 100.000 likes på Facebook skyldes ikke mindst, at fansene via en applikation kan ansøge om oplevelser og nyt sportsudstyr som træningsdragter, sportstasker og bolde. Det er populært i en tid, hvor mange af landets idrætsklubber oplever, at sponsoraterne ikke hænger på træerne.
– Carlsberg er mest kendt for fodboldsponsoraterne af EM og i Superligaen, men gennem vores engagement på Facebook og via PR er vi også lykkedes med at udbrede budskabet om, at vi støtter de lokale klubber og mindre sportsgrene. Det har været et delmål med strategien, siger Klaus Borello.
Facebook-strategien er en del af konceptet Proud Sponsor of YOU. Det er et sponsorprogram, der såvel har til formål at engagere forbrugerne og skabe loyalitet via Facebook, men samtidig knytte idrætsklubberne og detailhandlen sammen lokalt.
Det foregår gennem Sponsorkontoret, der giver Carlsberg Sports forhandlere mulighed for gratis at sponsere en lokal idrætsklub efter eget ønske. Hver gang forhandleren sælger en flaske Carlsberg Sport, optjener klubben point, som kan omsættes til nyt sportsudstyr.
Fakta om Proud Sponsor of YOU:
– 100.000 fans på Carlsberg Sports Facebook-side.
– Over 3.000 tilmeldte forhandlere og 900 klubber via Sponsorkontoret.
– Patchwork Group står for Facebook-konceptet samt Sponsorkontoret, kommunikationsbureauet Integral håndterer PR-delen, mens PHD er mediebureau.