Carlsbergs sponsorat af OB, som blev offentliggjort i går, ligner en sponsor-strategi, der rummer flere engagementer i dansk fodbold. Det afvises dog af marketingdirektør Ken H. Andersen, at der “på kort sigt” er planer om nye sponsorater, men han udelukker heller ikke muligheden, og han udfordrer reelt de danske fodbold-klubber i SAS-ligaen ved at sige, at baggrunden for aftalen med OB er, at “vi syntes de kom med et meget professionelt oplæg”.
Om OB-sponsoratet siger han videre: – Det stadfæster, at vi er en dansk øl – ikke blot en københavnsk øl, siger Carlsbergs marketingdirektør Ken H. Andersen. Carlsberg er i forvejen sponsor for FC København.
Disse udtalelser må opfattes således, at det i høj grad er op til interesserede klubber at evne at friste Carlsberg til en dialog. Bryggeriet står ikke med hatten i hånden og tigger om at få sit navn på trøjen.
Med OB-sponsoratet rykker Carlsberg ind på Albanis territorium. Den fynske øl indgår i Bryggerigruppen, der er Carlsbergs største konkurrent i Danmark. Men ifølge OB har Albani selv valgt at sige nej-tak til at blive sponsor.
I Århus har Bryggerigruppen Ceres, og her er fodboldklubben AGF ledig. Men det er samtidig en klub, som i flere år har lidt under ledelses-problemer og dårlig økonomi.
Samtidig med OB-aftalen har Carlsberg også indgået en salgsaftale gældende for Midtfynsfestivalen, som OB ejer. Det betyder, at Albani vil optræde som sponsor for festivalen samtidig med, at en salgsaftale sikrer, at der kan sælges øl fra Carlsberg a/s. fin