En ny treårig aftale har sikret OMD-netværket det globale mediabudget for bryggerikoncernen Carlsberg.
OMD har tidligere siddet på broderparten af budgettet, men med den nye aftale udvider mediabureau-netværket sit ”territorium”, idet man fremover skal stå for medieindkøb i endnu flere lande – herunder Frankrig, hvor Carat tidligere har haft budgettet, Indien, Serbien og Bulgarien.
På det store og vigtige kinesiske marked fastholder ZenithOptimedia dog Carlsbergs mediabudget, skriver britiske Campaign.
Det udvidede samarbejde træder i kraft fra starten af det nye år og omfatter de vigtigste Carlsberg-brands, samt Kronenbourg 1664 og Tuborg, skriver nyhedssitet.
Pitchen startede i sommer, og har været håndteret ud af København, i starten med lokale præsentationer, mens den endelig pitch er foregået i London.
Jens Jermiin, der har titel af VP Group Digital, Media and Creative Content Production i Carlsberg-gruppen, siger til nyhedssitet, at valget er et skridt i retning af et ”reelt, globalt bureau-set up”.
I Danmark har PHD, der ligesom OMD er en del af Omnicom-gruppen, gennem en årrække håndteret bryggeriets mediabudget – med flere priser til følge – og den nye aftale taler for, at den konstellation fortsætter.
Markedsforing.dk har søgt Jens Jermiin for yderligere kommentarer, men det lykkedes ikke at fange ham inden deadline.