Jagten på Carlsbergs nye topchef efter Nils Smedegaard Andersen er slut. Fra egne rækker er Jørgen Buhl Rasmussen blevet forfremmet til Carlsbergs administrerende direktør, og han tiltræder den 1. oktober. Jørgen Buhl Rasmussen har haft gode resultater med Carlsbergs forretning i Østeuropa.
– Jørgen Buhl Rasmussen har stor international erfaring. Han har i en lang årrække arbejdet med daglige forbrugsvarer, og han er allerede en del af Carlsbergs koncernledelse. Jeg er overbevist om, at han vil forstå at skabe innovation på eksisterende markeder og se mulighederne på nye markeder, siger Carlsbergs bestyrelsesformand Povl Krogsgaard-Larsen.

Jørgen Buhl Rasmussen er reelt marketingmanden i Carlsbergs ledelse. Godt nok har det ikke været hans ansvarsområde, men han er den eneste af de tre, der har en marketingbaggrund.
Finansdirektør Jørn P. Jensen er samtidig udnævnt til viceadministrerende direktør, og de to udgør tilsammen koncernledelsen fremover.
A.P. Møller – Mærsk kunne så kort tid efter annoncere, at Jess Søderberg stopper som topchef den 5. november, og Nils Smedegaard Andersen overtager posten samme dag. Oprindeligt forlød det, at Nils Smedegaard ville overtage posten senest 1. december.
/ritzau/