Satellit-stationen Cartoon Network fortsætter fremgangen og er således på vej til at blive markedsleder på det kommercielle marked for børne-programmer.
Det er forståeligt, hvis nogen er lidt vantro over dette udsagn, men det bliver reelt situationen, når TV2 til næste år ikke mere må sende reklamer omkring børneprogrammerne. DR og TV2 har fortsat de største seertal blandt børnemålgruppen (4-11 år), men til den tid må de begge regnes uden for det kommercielle marked – nøjagtig som man i dag heller ikke regner DR med i det kommercielle marked.
– Hertil kommer, at Cartoon Network kan fremvise seertal, som er helt klart kvalificerede og skal tages alvorligt som kommerciel mulighed, siger marketing-researcher Mogens Østergaard, Carat, som producerer Tv-markedets Nøgletal til Markedsføring.
Cartoon Network begyndte ved indgangen til i år at sende tegnefilm med dansk tale, og det har vist sig at være et scoop. Fra en seerandel på 2,4 pct. i 1999 steg stationen til 10,3 pct. i de første 16 uger i år, mens den nu er oppe på 14,7 pct. Men det er i landsdækkende univers. Stationen har reelt en penetration på under 50 pct. Det er i det perspektiv, man skal se stationens seertal. Den evner endda på en række tidspunkter i løbet af dagen at samle 25-35 pct. af de 4-11 årige foran skærmen.
Det er ikke lykkedes Markedsføring at få en kommentar fra TNT Cartoon Networks Skandinaviens-ansvarlige, finnen Ari Lepisto.
Hvad angår TvMarkedets Nøgletal, så er stabiliteten indtrådt. De programmæssige investeringer lader vente på sig, fordi alle venter på OL, og det præger udviklingen i seer- og TRP-andele. TV2 havde en god sommer men er nu tilbage på niveauet, før sporten tog over i juni. Og stationen ser ud til at stabilisere sig på dette niveau.