De sidste ugers presseskriverier om mobilselskaber, der bl.a. afviser kunder på grund af et eksotisk efternavn eller fordi de bor i et social belastet kvarter, får nu CBB Mobil til at gå til kamp mod de myter og fordomme, der åbenbart trives i telebranchen.
– Jeg bliver forarget, når jeg læser i avisen, at nogle teleselskaber afviser kunder alene fordi de ikke hedder Hansen eller Nielsen. Vi har allerede mange indvandrere og nydanskere som kunder i CBB Mobil i dag. Vi har ingen problemer med dem overhovedet og vil selvfølgelig gerne have endnu flere, siger Kenny Larsen, salgs- og marketingchef i CBB Mobil.
CBB Mobil har netop startet en annoncekampagne i indvandrerbladet TAK og oversat selskabets hjemmeside til engelsk, så også kunder, der ikke taler dansk, kan manøvrere rundt på siden. Personalet i CBB Mobils kundeservice-afdelingen er også klar til at rådgive engelsk-talende kunder.
Ud over tiltaget på hjemmesiden husstandsomdeler CBB Mobil i den kommende tid 50.000 engelsksprogede foldere i Vollsmose ved Odense, Gellerup ved Århus og på Nørrebro i København. pia