Selvom lavpristelefonselskabet CBB for nylig blev opkøbt af det norsk-ejede Sonofon er ambitionerne for et af de mest succesrige mobilselskaber ikke blevet mindre. Tværtimod.
På tre år er det lykkedes CBB at blive et af Danmarks mest fremgangsrige teleselskaber under navnet CBB Mobil med knap 200.000 kunder.
Sonofon har valgt at lade selskabet køre videre i eget regi, og om få uger søsætter CBB en ny kampagne, der skal gøre op med tidligere tiders ensidige fokus på studerende, da tank-op-konceptet også appellerer til andre kundegrupper. Den nye kampagne, der som noget nyt for CBB, også vil indeholde film, vil primært fungere i biografen, men efter planen skal der på sigt udvides med tv.
– Selvom vi har haft stor succes, er vi stadigvæk kun et lille selskab. Med vores budgetter vil vi derfor kun blive en meget lille spiller på tv. I biografen kan vi i højere grad være synlige, siger Anita Wiese, nyudnævnt marketingchef i CBB Mobil. Hun afløser den tidligere salgs- og marketingchef Kenny Larsen, der er tiltrådt som salgs- og marketingdirektør i Tiscali i Danmark.
CBB’s nye satsning handler primært om at udvide målgruppen for teleselskabet. Hvor det tidligere har handlet om at få fat i de unge studerende, vil CBB nu satse på at kommunikere til en større målgruppe af danskere, som ønsker at have en internetbaseret tank-op-løsning til deres mobiltelefon.

Vil udvide kendskab

– Forbrugere som hører om os, kan også i høj grad lide os, men vores udfordring er at udvide gruppen af personer, som kender os, siger Anita Wiese, der mener, det er nødvendigt for CBB at ændre kommunikationen for at kunne tiltrække kunder fra ældre målgrupper. Det er ikke længere interessant kun at kommunikere pris.
– Vi ved, at vi har det billigste produkt, men skal også sige andet end, at vi er billige. Det tiltrækker måske nogle kunde r, men skal man udvide markedet, skal man også give forbrugerne en fornemmelse af, hvem vi er og hvad vi står for. Vi skal være de billigste og med et gennemskueligt koncept. Samtidig skal kunderne stadigvæk have en følelse af, at vi er deres vagthund, siger Anita Wiese, der understreger, at den nye kampagne på en humoristisk måde forsøger at sige noget om den groteske situation blandt teleudbyderne. I de to film, som er skabt af reklamebureauet Lydeking, oplever man to hverdagssituationer, hvor folk bliver behandlet, som om de var kunde hos et mobilselskab. Kreative bag kampagnen er tekstforfatteren Flemming Møldrup og AD’eren Michael Stokkebye. Filmene er instrueret af Joachim Nielsen, Moland Film.