Panik før lukketid præger Copenhagen Business School, der har indskrevet knap 40 MBA-studerende til start ultimo april. De risikerer at købe katten i sækken, da studiet trods en pris på godt 400.000 kroner ikke har fået det blå stempel af Videnskabsministeriet i form af en akkreditering.
På grund af den ulovlige fusion mellem MBA-programmerne ved CBS og Scandinavian Business School, SIMI, som omtalt i en række artikler i Børsen, skal de indskrevne studerende ved CBS-SIMI starte i CBS-regi for at få de eftertragtede kvalitetsstempler.
Men studiet er omorganiseret radikalt, så det både indeholder bærende elementer fra SIMI og fra CBS Executive MBA, og når man ændrer så markant på et offentligt studium, kræver det en genakkreditering fra Videnskabsministeriet. En sådan forefindes ikke, erfarer Børsen.