Den svenske professor Johan Roos er efter knap to år på posten som rektor for Copenhagen Business School (CBS) havnet i et gigantisk stormvejr.
Stribevis af topledere, der har været knyttet til CBS i årevis, har vendt ham ryggen på grund af hans specielle og egenrådige ledelsesstil og floppet med fusionen af MBA-uddannelserne ved CBS og SIMI, Scandinavian International Management Institut, skriver dagbladet Børsen.
Fusionen kan ikke gennemføres som planlagt, da den er ulovlig ifølge Universitetsloven. Det har den konsekvens, at det sidste hold på 25 MBA-studerende ved CBS-SIMI er sendt videre ud i karrieren med ugyldige eksamensbeviser.
Og det er netop nu gået op for det nuværende hold på godt 20 studerende, at de næppe får deres eksamensbeviser kvalitetsstemplet med den akkreditering, som de var stillet i udsigt og har betalt for, hvorfor de er rasende og truer med sagsanlæg. I kulissen lurer endvidere sanktioner fra akkrediteringsbureauer, som kan skade CBS’ omdømme.
Ifølge en aktindsigt i fusionsforløbet, som den uafhængige netavis CBS Observer har foretaget og offentliggjort, vidste Johan Roos i månedsvis, at der var store juridiske problemer forbundet med fusionen, men det lykkedes at holde den viden tæt ind til kroppen, mens SIMI solgte sin store villa på Oluf Palmes Gade på Østerbro og flyttede fysisk sammen med CBS Executive i Porcelænshaven på Frederiksberg.