Det var en tilfreds formand for Creative Circle som Markedsføring fangede i dag efter gårsdagens medlemsmøde om Guldkornet. Et møde der var skabt som reaktion oven på den stærke kritik, der har været fremført på markedsforing.dk siden uddelingen af årets priser i marts.
– Det var rart at have en åben diskussion uden at vi blev refereret i pressen bagefter. Det gav mulighed for at komme ordentlig i dybden med diskussionen, siger Sune Bang og fortsætter:
– Hele vejen rundt om bordet var der enighed om, at branchen har brug for en stor pris, hvor det er kreativitet, der belønnes. Vi fik skabt større forståelse for, hvad Guldkornet står for og tilfører branchen. Og større viden om, hvad kritikken rent faktisk går ud på. Vi ved nu hvor vi er uenige, og det er et godt grundlag for at arbejde videre på løsninger.
– Creative Circle holder generalforsamling til juni, og det er selvfølgelig den nye bestyrelse, der skal arbejde videre med løsningerne, men det er mit håb, at vi oven på møder med DRRB, gruppen af bureau-direktører og gårsdagens debatmøde har skabt et godt grundlag for at komme tilbage med et revitaliseret Guldkorn. fin