Normalt holder CCA-formand Dorte Nielsen selv talen for modtageren af Creative Circles specialpris ”Creative Achievement Award”, men denne gang var hun forhindret.

Af den simple grund, at det i år var hende selv, der fik prisen. 

Prisen gives desuden også normalt af Creative Circles bestyrelse, men i år var det jurymedlemmerne, der indstillede og begrundede deres valg på afstemnings-app’en i forbindelse med jurydagen – og der var ingen tvivl:

Creative Circles Achievement Award 2020 skulle gå til Dorte Nielsen.

Og med Thomas Hoffmann fra & Co. i rollen som prisoverrækker blev rollerne fra sidste år byttet fint rundt, idet Dorte Nielsen sidste år overrakte den selvsamme pris til Thomas Hoffmann og Robert Cerkez fra & Co.

En drivende kraft på flere fronter

I motivationstalen, som var baseret på de indstillinger og begrundelser, juryen gav, sagde Thomas Hoffmann blandt andet følgende:

– Dorte Nielsen har dedikeret sit liv til at hjælpe andre med at tænke kreativt. Hun har gennem mange år været en drivende kraft på de kreative uddannelser i Danmark, hvor hun har undervist, forsket og udviklet nye undervisningsmodeller og -metoder.

Han fremhævede også Dorte Nielsens særlige evne til at opdage og udvikle det kreative potentiale i mennesker:

De har modtaget Creative Circles Creative Achievement Award

2016 – Michael Robert fra Robert/Boisen & Like-minded

2017 – Bo Linnemann og Kim Meyer Andersen, grundlæggerne af design- og branding-bureau Kontrapunkt

2018 – Filminstruktør og Bacon-grundlægger Martin Werner

2019 – Thomas Hoffmann og Robert Cerkez fra & Co.

2020 – Dorte Nielsen, formand for Creative Circle mm.

– Og hun har formået dét, som hverken vi som branche eller læreanstalterne er lykkedes med – nemlig at formulere kreativiteten som en disciplin. Som en kompetence, sagde Thomas Hoffmann og fortsatte:

– Dorte insisterer på, at kreativitet ikke er en kompetence, som er forbeholdt de få, men noget alle kan udvikle – og som vi er nødt til at udvikle i dag.

Forfatter til ni bøger

Også Dorte Nielsens omfattende forfatterskab blev fremhævet: Hun har således skrevet ikke færre end ni bøger, som er udgivet i 65 lande og oversat til 11 sprog – bl.a. engelsk, russisk og kinesisk. 

– Hun underviser i dag alt fra folkeskoleelever til bestyrelsesmedlemmer i kreativitet – i Danmark, Europa og USA, men også steder som Cuba, Chile og Nigeria, sagde Thomas Hoffmann og fortsatte med ordene:

– Dorte tror på, at kreativitet kan gøre en forskel – og arbejder som forfatter, underviser og forsker med at gøre verden til et bedre sted gennem kreativitet. Dorte, du er en inspiration for os alle.

Thomas Hoffmann fra & Co. taler for Dorte Nielsen. Foto: Susanne Ingemann.

”Down memory lane” med Dorte Nielsen

Dorte Nielsen er uddannet på Den Grafiske Højskole (1991), som grafisk designer, og som Art Director fra The School of Communication Arts, London (1993). 

På The School of Communication Arts møder hun englænderen Andrew Smart, som hun senere bliver gift med. 

Op igennem 90’erne arbejder hun som Art Director i London på bureauer som Ogilvy & Mather og Saatchi & Saatchi. 

Her vinder hendes kreative arbejder international anerkendelse ved blandt andet D&AD, Cannes Lions, Epica, British Television Awards, London International Awards, IPA, Campaign Poster Awards og flere andre. 

" Dorte, du er en inspiration for os alle.
Thomas Hoffmann, & Co., ved overrækkelsen af årets Creative Achievement Award til Dorte Nielsen ved Creative Circle Award 2020.

I løbet af årene i London, når hun at producere 72 reklamefilm og flere store internationale prisvindende kampagner for brands som Ford, Lucozade Sport, Guinness, Dove, Hamleys og mange flere. 

I 1999 bliver Dorte Nielsen og hendes makker Vicki Maguire “nominated for the board” hos Ogilvy & Mather i London, men hun vender hjem, da Henrik Birkvig fra Den Grafiske Højskole i 1999 tilbyder hende et job, hvor hun skal sætte kreativitet på skemaet på Den Grafiske Højskole, og hvor hun får mulighed for at undervise og forske i kreativitet. 

Faget ”Kreativitet” udvikler sig til “AD-linjen” for til sidst at blive en fuld BA-uddannelse med titlen Kreativ Kommunikation: En uddannelse for unge talenter, Art Directors, tekstforfattere og konceptuelle tænkere. 

Kreativ Kommunikation grundlægges i 2006 med det første optag af studerende i 2007. 

2007: CCA-formand første gang

I 2007 bliver Dorte Nielsen for første gang bestyrelsesformand for Creative Circle. 

Under Dortes formandskab går Creative Circle fra at være en forening for kreative fra reklamebranchen, der hver år afholdt Guldkornet, til at favne bredere og til at være en forening af kreative inden for alle de kreative industrier. 

I 2008 afholdes Creative Circle Award for første gang – samme år som Den Grafiske Højskole fusionerer med Journalisthøjskolen i Aarhus og bliver til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX.

Uddannelsen Kreativ Kommunikation på DMJX er i dag en af de mest prisvindende uddannelser inden for reklame i verden. 

Forfatterskabet

I 2001 skriver Dorte Nielsen sin første bog “Idébogen”. Ja, den med koen, der siger “Vov”. 

Efterfulgt af “Inspired” med Kiki Hartmann og “Grundbog for Art Directors” med Katrine Granholm og Tine Kej.

Siden kommer flere værker til, ikke mindst ”Den Kreative Tænkers Hemmelighed”, der i dag er udkommet på 11 sprog og sælges i 65 lande.

Dorte Nielsen og Sarah Thurbers bog "Den kreative tænkers hemmelighed" er udkommet på 11 sprog og sælges i 65 lande. Foto: PR.

Hertil kommer ”Opgavebog for kreative tænkere”, børne-udgaven ”Opgavebog for små kreative tænkere”, og i tilgift to kreativitets-spil, henholdsvis skrevet og skabt i samarbejde med Katrine Granholm.

Kreativitet på alle niveauer

I 2012 tager Dorte Nielsen en “Master of Science in Creativity” fra The International Center for Studies in Creativity, New York, under New York State University, hvor man har forsket i kreativitet i mere end 70 år. 

I 2012 vinder Dorte en Firestien Creative Achievement Award for sit arbejde, sammen med Sarah Thurber, med en kreativitets-model, der i dag bruges af The International Center for Studies in Creativity, CPSI, Creative Problem Solving Institute, Harvard Business School, Center for Creative Leadership, The CREA Conference og mange andre. 

Dorte kan nu kalde sig “Firestien Scholar”. 

I 2015 vælger Dorte af gå på orlov efter 16 år på Den Grafiske Højskole/DMJX med ønsket om at fokusere på at skrive bøger og videregive sin viden til et brede publikum. 

I 2015 bliver hun formand for Creative Circle for anden gang. 

Undervisning i hele verden

I 2016 starter hun brandet Creative Thinker og FourSight Denmark op. Hun forlader højskolen og starter Center for Kreativ Tænkning. 

I 2016 starter Dorte Nielsen Center for Kreativ Tænkning i Danmark. Foto: Niels Busch.

Her fortsætter hun sit arbejde med at få kreativitet ind i uddannelsessystemet på alle niveauer – både national og internationalt. 

Hun underviser i kreativitet og idégenerering på fem forskellige videregående uddannelsesinstitutioner i Danmark, og forsætter arbejdet med folkeskolerne.  

Dorte Nielsen forsætter desuden sit arbejde inden for de kreative industrier – herhjemme bl.a. for Nordisk Film, DR, TV 2, Aller og Egmont samt flere reklamebureauer herunder: RBLM, Mensch, Nord DDB, Nørgård Mikkelsen m.fl.

Hun hentes ind af regeringen i Nordirland for at undervise repræsentanter fra alle videregående uddannelsesinstitutioner, colleges og universiteter i kreativ tænkning. 

Hun holder foredrag i New York, Toronto, Santiago, Budapest, Paris og mange andre byer. Hun sidder i flere internationale Advisory Boards, blandt andet i Kina og for Den Europæiske Master of Science in Creativity. 

Gennem 2019 besøger Dorte Nielsen 20 forskellige lande fra Chile og Cuba over USA, Canada og Rumænien til Italien, Storbritannien, Belgien og Finland for at tale om kreativitet. 

I 2020 inviteres Dorte til at sidde i det internationale advisory board for World Creativity and Innovation Week og United Nations World Creativity and Innovation Day. 

Dorte bliver European Creativity Ambassador for Danmark, og starter et europæisk netværk af kreativitetsambassadører. 

I maj 2020 modtager Dorte Nielsen the Alumni Achievement Award 2020 fra The International Center for Studies in Creativity, New York, under New York State University for sine “contributions to the field of creativity”. 

I 2020 underviser Dorte for første gang i Afrika – online. 

Stor tak til Lone Tvedergaard Bach, Senior Strategic Planter, & Co., og CCA-bestyrelsesmedlem, for input til Dortes “memory lane”.