Midt i corona-krisen kæmper de store awardshows for at finde nye ”modeller” – det gælder også Danmarks største af slagsen. 

– Men nu ligger der en plan klar, siger CCA-formand, Dorte Nielsen, til Markedsføring og tilføjer, at den falder i fire faser.

Det hele naturligvis startende med jurydagen, der løber af stablen den 20. juni, og sluttende med en fysisk event – der vel at mærke ikke er selve prisoverrækkelsen – til november.

Shortliste-datoer på plads

Første skud er naturligvis jurydagen, hvor alle de indsendte arbejder skal bedømmes. Under normale omstændigheder en både faglig og inspirerende dag, hvor juryen samles fysisk, og der afsluttes med middag.

Bliver det et fysisk møde i år?

– Det har vi ikke en 100 procents afklaring på endnu. Vi følger udviklingen og Sundhedsstyrelsens retningslinjer, og hvis det ikke er forsvarligt, at vi mødes fysisk, afvikles dagen digitalt, men stadig med det faglige og inspirerende i centrum, siger Dorte Nielsen.

Shortlisterne er der også kommet datoer på, fortæller CCA-formanden.

– De kommer til at blive offentliggjort over tre dage lige inden sommerferie-perioden for alvor starter: Fra den 24. til den 26. juni.

Priser uddeles på nye måder

Og så det helt store spørgsmål: Hvad med showet, maden, vinen og prisoverrækkelserne?

– Ja, det har vi faktisk også fundet en løsning på. En festlig løsning , synes jeg, siger Dorte Nielsen, der dog endnu ikke vil afsløre alle detaljerne:

– Men jeg kan sige så meget, at det kommer til at foregå over tre dage – fra den 12. til den 14. august – hvor der på forskellig vis bliver mulighed for både at se vinderne og hylde dem.

På forskellig vis, siger du: Altså ikke et stort awardshow, som vi kender det. Men hvad så?

– Nej, ikke som vi kender det, men det set up, vi har på vej, kommer til at rumme både virtuelle og fysiske aktiviteter. Mere kan jeg ikke afsløre endnu, siger CCA-formanden, som dog tilføjer: 

– Men jeg kan sige, at vi ikke kommer til at spare på ressourcerne i forhold til et almindeligt awardshow. For det er fortsat meget vigtigt for os at hylde kreativiteten og årets vindere.

Mini-fest til november

Og hvad er det så, I har i støbeskeen til november?

– Lad mig forsigtigt kalde det ”festlig afslutning” på et usædvanligt år. Vi lejer en bar eller natklub og inviterer alle årets indsendere til at komme og hilse på os og på hinanden, siger Dorte Nielsen og tilføjer:

– Det er tænkt som ganske uformelt – og hverken med show eller middag. Men jeg tror branchen trænger til at ”ses” igen, når vi kommer så langt.