Trans-Media – med speciale i billboards, europlakater, buslangsider, busbagsider, heltogsreklamer, hængeskilte i tog og busser samt Adshel/Eurolight – har ønsket at sætte fokus på deres medier hos de kreative, produktionsfolkene og projektlederne. Og det har de gjort ved at producere formentlig verdens første CD-ROM, hvor reklamerne kan ses i det naturlige miljø.
– Outdoor er ikke altid tilpasset mediets egenskaber. Vi har ønsket at øge kvaliteten på den kreative udformning af outdoor, så udformningen tilpasses mediets egenskaber, siger Henrik Sørensen, der sammen med Mikael Fauerby Frandzen har udviklet den nye CD-ROM med navnet Trans-Media Virtual Outdoor 1,0.
Tidligere måtte de kreative på papir skitsere en reklame i et miljø; eller placere den på en papbus. Men det er jo langt fra det samme som at se ens egen reklame sat ind i et billede med miljøet omkring. Og det endda i både dagslys og med den relevante belysning om natten.
Virtual Outdoor indeholder seks forskellige miljøer, som man kan hente frem, zoome ind på, og eventuelt lægge sin egen reklame ind på.
Vil man fx. kigge på muligheden for at benytte plakatstanderne på en af perronerne på Hovedbanegården, klikker man blot billedet frem og henter herefter de plakater frem, man vil se. Imens høres i baggrunden den typiske lyd på Hovedbanegården. Og har kunden selv en plakat, kan den kreative hente den fra sin harddisk og sætte den ind på plakaten på billedet fra Hovedbanegården. På samme måde kan man fx. se, hvordan ens budskab vil se ud på en bus, en totalt malet S-togsvogn eller på billboard.
– At kunne se sit eget budskab i miljøet zoomet ind eller ud til flere afstande gør det muligt at kontrollere, om fx typografien og graden er i orden, inden plakaten er trykt, fortæller Henrik Sørensen. Der også fremhæver, at man kan lave print af alle skræmbillederne evt med egne illustrationer indsat. En stor hjælp, når kunden skal orienteres og måske overbevises.
Vil man under den kreative proces vide mere om krav, kan produktionsoplysningerne blot hentes frem ved et tryk på en informations-knap på skærmen.
For at øge kendskabet til outdoor og til den nye CD-ROM vil Trans-Media over sommeren udskrive en konkurrence mellem landets kreative om den bedste outdoor i forskellige kategorier.

(boxtxt)
Facts om Virtual Outdoor 1,0


Virtual Outdoor leveres på CD-ROM til både PC og MAC. Programmet kan køres både fra CD-ROM-drev og harddisk.
Virtual Outdoor er udviklet af Trans-Media, mens VisionFactory har lavet programsiden. Den samlede produktionspris ligger på omkring 250.000 kr.
Minimumskrav til hardware:
MAC: Power PC, 16 Mb RAM, skærmopløsning på 640×480 med minimum 65.000 farver, 2x speed CD-ROM-drev. Programmet kan importere billeder i PICT-format.
PC: Pentium 90 MHz, 16 Mb RAM, skærmopløsning på 640×480 med minimum 2Mb grafikkort 2x speed CD-ROM-drev, Windows 95/NT. Programmet kan importere billeder i BMP-format.
Et program som Photoshop kan konvertere de fleste andre filformater til ovennævnte PICT- og BMP-formater.
Budskaber, der udformes i fx QuarkXPress eller PageMaker skal først gemmes som EPS, før det i Potoshop konverteres til enten PICT- eller BMP-format.