Frygten for en stribe hurtige renteforhøjelser fra den europæiske centralbank, ECB, og dermed også fra Danmarks Nationalbank er på retur.
Jean-Claude Trichet, præsident for ECB, skruede i går en smule ned for advarslerne mod stigende inflation og udsatte dermed reelt det næste rentehop til juli eller august. Det er kun en måned siden, at ECB foretog den første renteforhøjelse, siden finanskrisen brød løs i efteråret 2008.
– Det er min vurdering, at ECB har lavet en fornuftig afvejning af behovet for at hæve renten for at bekæmpe inflationen og behovet for lave renter for at undgå, at gældskrisen i Sydeuropa forværres yderligere, siger Danske Banks europæiske økonom Frank Øland Hansen oven på beslutningen, som barberede 0,10 procentpoint af den korte toårige statsobligationsrente i Danmark samt udløste et fald i euroen.
Det er kun få dage siden, at dollaren igen nåede ned under 5 kr. I går var dollaren tilbage i 5,08.