Konsulentbureauet NoA Connect har haft en forrygende vækst i 2021.
Det viser endnu ikke offentliggjorte regnskabstal, som CEO og medstifter, Benjamin Borch, har indvilliget i at dele med Markedsføring.
Han er ikke i tvivl om, hvad årsagen er. Et opgør med de traditionelle organisatoriske bureau- og virksomhedsstrukturer: Ingen chefer, ingen KPI’er og ingen bonusser.
”Jeg ser væksten som et resultat af, at vi har nytænkt den måde, man organiserer sig på som konsulenthus. Vores værdisæt hedder frihed, faglighed og fællesskab, og i min verden står det ikke i modsætningsforhold til det at drive økonomiske resultater, men er faktisk præmissen,” siger Benjamin Borch.
Og resultaterne er svære at afvise: i 2020 leverede NoA Connect i sit første fulde regnskabsår en omsætning på godt 14 millioner og et resultat før skat på omkring 400.000 kroner.
For 2021 kommer man ud med en omsætning på 42,4 millioner kroner og et resultat før skat på over 12 millioner kroner.
Ville skabe frie rammer
Benjamin Borch stiftede i 2019 konsulenthuset sammen med Jesper Wolff Olsen, Andreas Borch Hansen og NoA.
Dengang var navnet Eden, fordi målet med Benjamin Borchs ord var ”at skabe et arbejdsparadis for dygtige og driftige konsulenter og specialister.”
Nøgletal for NoA Connect 2022
Tal i millioner kroner, sidste års tal i parentes)
Omsætning: 42,4 (14,6)
Bruttoavance: 41,5 (14,5)
Resultat før skat: 12,4 (0,4)
Årets resultat: 9,7 (0,3)
Kilder: cvr.dk og NoA Connect
”Før vi startede, brugte vi otte måneder på at nedbryde de bureaukratiske strukturer, som vi havde oplevet andre steder. Herefter skabte vi principperne for fremtidens frie arbejdsplads. Et sted, hvor mennesker kunne folde sig frit ud og sammen skabe de bedste rammer for arbejdslivet,” siger han.
Og det kommende regnskab ”sætter to streger under, at frie rammer er vejen til flotte resultater”.
”Vi udfordrer de store bureauer og konsulenthuse, hvor kontrol og standardisering har drevet væksten. Vi står på et andet værdisæt, og hvis du gør det, kan du få de allerbedste mennesker til at arbejde på en helt ny måde og på et meget højt niveau,” siger Benjamin Borch og uddyber:
”Vi har skabt en smeltedigel af management-konsulenter fra nogle af de store huse, tidligere Head of Analytics-folk og skarpe bureau-profiler, og det gør bare, at vi lykkes med at skabe forandringer og transformationer, der løfter vores kunder.”
”Vi taler ikke om vores kunder”
På spørgsmålet om, hvem NoA Connect løfter opgaver for, og om hvilke nye kunder, der er kommet til i 2021, bliver Benjamin Borch kortvarigt stille. Men:
”Desværre. Vi har et princip om ikke at tale om vores kunder. Vi er ikke så store fans af det der med at tage æren for en transformation eller en udvikling, en virksomhed har været igennem. Vi vil hellere tale om vores medarbejdere og vores egen strategi og organisation,” siger han.
Men I vokser vel ikke med næsten 10 millioner på bunden qua et værdisæt om frihed, faglighed og fællesskab?
”Nej, selvfølgelig ikke, men tingene hænger jo sammen. Det jeg prøver at sige, er, at vores måde at være kundeorienteret på, det er faktisk at være medarbejderorienteret. Vi tror på, at hvis vi kan skabe et fristed hvor faglighed og fællesskab er i højsædet, så kan vi ansætte de allerbedste,” siger Benjamin Borch og tilføjer:
”Vi kan få dem til at arbejde sammen, fordi de lægger deres ego på hylden. Og gør du det, så bliver kunderne superinteresserede i at arbejde sammen med dig.”
Benjamin Borch siger, at NoA Connect generelt heller ikke deltager i pitches.
”Vi har mange forskelligartede kundetyper, og vi vinder de kunder, der skal til for at skabe de økonomiske resultater, fordi vi har kunnet rekruttere fra allerøverste hylde. I dag har vi en gruppe som jeg, i hvert fald ud fra en dansk standard, vil sige, har et af de højeste faglige niveauer, der findes.”
Tredelt struktur
Mange andre virksomheder vil sikkert mene, at de også praktiserer frihed, faglighed og fællesskab. Hvordan udmønter disse værdier sig konkret hos jer?
”På flere måder. For eksempel har vi ikke noget manager-niveau. Vi har en meget, meget flad ledelsesstruktur og meget dynamiske hierarkier. Mange andre siger, de har en flad ledelsesstruktur, men det har de jo reelt ikke,” siger Benjamin Borch og uddyber:
" Det sværeste har nok været at opbygge en organisation på en måde, som man ikke kan kopiere fra andre.Benjamin Borch, grundlægger og CEO, NoA Connect
”For eksempel kan du i vores system ikke booke en medarbejder. Du kan ikke, hvis du har solgt et projekt, sige, ’jeg vil gerne have Steffen og Margit med på det her projekt’. I stedet må du prøve at mobilisere de kollegaer, du gerne vil have med. Sælge projektet internt, så at sige.”
Man vælger, ifølge siger Benjamin Borch, også selv hvilket fagområde, man vil være en del af.
”Vi prøver ikke at holde folk fast i faglige kasser. Vi siger ikke nå, men ham der, han har lavet den type analytics i 20 år, så jeg tjener nok flest penge på at sælge ham til de projekter. Hvis vedkommende har en interesse i en anden type konsulentprojekt, så lad os finde ud af, hvordan vi kan bruge ham til det.”
Han kalder organisationsstrukturen tredelt.
”Vi har coaches, der hjælper den enkelte med sine personlige udvikling, mål og læring. Vi har community leads, der koordinerer arbejdet i de mindre fagfællesskaber og sikrer trivslen. Og vi har capability leads, der sikrer de mindre fagfællesskabers retning og udvikling på markedet,” forklarer han.
Har ansat en psykolog
For at organisationen – og dermed strategien – udvikler sig med medarbejderne og markedet, har NoA Connect for kort tid siden ansat en uddannet psykolog.
Hun hedder Nanna Kristensen og har titel af Director of People and Development. Senest kommer hun fra Danske Bank, hvor hun har siddet med digitale transformationsprojekter og ledelsesudvikling.
Om NoA Connect
NoA Connect er et bureau- og konsulenthus med speciale i martech, data, marketing excellence og organisationsændringer
Virksomheden blev grundlagt under navnet Eden i 2019 af Benjamin Borch, Andreas Borch og Jesper Wolff Olesen i samarbejde med NoA
I april 2020 lagde NoA-gruppen Eden og norske Proletar sammen under navnet NoA Connect
NoA Connect beskæftiger i dag +40 ansatte med base i København
Kilde: NoA Connect
Tidligere har hun været konsulent inden for ledelses- og medarbejderudvikling, og rollen hos NoA Connect er ifølge Benjamin Borch ”udelukkende at støtte organisationens og individets udvikling.”
”Hvis du virkelig skal udleve det, vi taler om her, så nytter det ikke noget du bare tager fat i en eksisterende medarbejder og siger, at nu er vedkommende også People & Culture, eller hvad disse titler nu er,” siger han og tilføjer:
”Nanna arbejder ikke på kunder. Hun er fuldtid på personlig og faglig medarbejderudvikling og hjælper os med at skabe konkrete tiltag på vores værdisæt.”
Benjamin Borch tøver kortvarigt, da Markedsføring spørger ham, hvad der har været det sværeste i 2021.
”Det sværeste har nok været at opbygge en organisation på en måde, som man ikke kan kopiere fra andre. Det har stillet store krav til alle medarbejderne. Følelsen af, at vi er nødt til at finde vejen sammen. At få alle medarbejderne med på at sige: ’det her fungerede, det her fungerede ikke. Og det er ok.’. Der er jo altid en iboende usikkerhed i at gøre noget nyt, som man skal have mange mennesker med på,” siger han.
2022 er godt på vej
Om 2022 siger Benjamin Borch, at man er kommet ”rigtig godt i gang”.
”Nu ved man jo aldrig, hvordan året ender, men der er ingen tvivl om, at vi både er større på omsætning og på medarbejdere end sidste år. Så som tingene ser ud nu, kommer vi helt sikkert til at lave et markant år igen,” siger han.
Helt at love en tilsvarende procentuel vækst som fra 2020 til 2021 vover han dog ikke.
”Det bliver jo også sværere, jo større man bliver, og så skal man huske på, at vores forretning som konsulenthus er anderledes end mange bureauer, da vi har flere projektopgaver. Men som det ser ud lige nu, tør jeg godt love yderligere vækst i 2022.”