Burson-Marsteller præsenterer i dag Maria Sennels som ny administrerende direktør for det globale kommunikationsbureaus danske kontor.
Maria Sennels vender dermed tilbage til Burson-Marsteller, hvor hun gennem seks år var administrerende direktør i Danmark. Hun overtager ledelsen af bureauet fra Kim Larsen, der blev administrerende direktør efter hende i 2011.
Han sagde tilbage i februar farvel til bureauet for at blive personlig rådgiver – i stil med en ministers spindoktor – for Danske Banks topchef Eivind Kolding.
Maria Sennels har arbejdet professionelt med strategi, ledelse og kommunikation siden 1994. Først som intern rådgiver i store danske virksomheder og derefter som ekstern rådgiver i de seneste 14 år.
Hun forlod Burson-Marsteller i 2011 for at etablere sit eget kommunikationsbureau, Copenhagen Change, hvor hun har arbejdet med strategi- og forandringsprojekter hos flere af Danmarks største virksomheder. Hun vil videreføre arbejdet med disse kunder i Burson-Marsteller, lyder det i en pressemeddelelse.
Glad for erfaringen
– Jeg er meget glad for, at det igen er lykkedes os at få Maria til at lede Burson-Marsteller i Danmark. Under hendes lederskab fra 2005-2011 blev Burson-Marstellers omdømme styrket i Danmark, og omsætningen voksede med 30 pct. Jeg er sikker på, at vi med Marias tilbagevenden vil konsolidere vores position som et af de førende internationale kommunikationsbureauer i Danmark. Jeg vil også gerne sige en stor tak til Kim Larsen og ønske ham al mulig held i hans nye job, lyder det bl.a. fra Jeremy Galbraith, som er CEO for Burson-Marsteller Europe, Middle East & Africa i samme.
Også Maria Sennels ser frem til at vende ”hjem” til Burson-Marsteller, selvom det kan tolkes i den retning, at Copenhagen Change-satsningen ikke blev den succes, hun drømte om.
– Jeg er rigtig glad for, at jeg startede Copenhagen Change, som har været en god og lærerig oplevelse. Jeg glæder mig til at vende tilbage til Burson-Marsteller – både for at stå i spidsen for det danske kontor og for igen at blive en del af en global virksomhed med kollegaer over hele verden, hvor jeg kan gøre brug af min internationale erfaring. Derudover er jeg helt sikker på, at mine eksisterende kunder vil få glæde af de muligheder, som åbner sig ved at have et stærkt brand i ryggen, siger Maria Sennels, administrerende direktør Burson-Marsteller.