Køb reklameplads på TV 2 Charlie og vær med til at forære gratis reklameplads til velgørende eller sygdomsbekæmpende organisationer.
Det er ideen i et koncept, som TV 2 lancerede for et års tid siden, og efter det første år kan stationen – og de tre organisationer, der har nydt godt af donationerne – konstatere, at det har været en succes.
TV 2 Charlie kan på sin side konstatere en vækst i reklameomsætningen i 2011 på cirka 35 procent, hvoraf i hvert fald en del kan tilskrives blandt andet produktudviklinger som denne.
Og for eksempelvis Kræftens Bekæmpelse, som normalt er tilbageholdende med at går på tv på grund af prisen, har konceptet givet mulighed for at få reklameplads for et millionbeløb – og dermed en stor eksponering i seks-otte uger, der fordeles hen over efteråret og vinteren.
Kræftens Bekæmpelse bruger den gratis reklameplads til at indrykke annoncer for foreningens Julelotteri, til at hverve flere medlemmer og til at gøre opmærksom på muligheden af at betænke kræftsagen i sit testamente.
– Normalt ville vi ikke bruge et så dyrt medie som tv til at reklamere for de emner. Men nu har vi fået en enestående gratis mulighed for at gøre det. Så vi er spændte på at se, om den ekstra omtale giver så stor effekt, at det måske kan betale sig med tv-reklamer i fremtiden, siger Pernille Winther Seiding fra Kræftens Bekæmpelses Fundraising-afdeling.
Ideen i ”Charlie Charity” er, at når annoncører køber reklameplads på TV2 Charlie, lægger TV 2 samtidig 15 procent af prisen over i en velgørenhedspulje, hvor annoncørerne så kan vælge, hvem den ekstra reklameplads skal gå til – i 2011 har det været Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Red Barnet.
– Det har vist sig, at rigtigt mange annoncører har valgt Kræftens Bekæmpelse. Det er vi meget taknemlige for og stolte af. Det betyder, at vi nu kan placere reklamer for et meget betydeligt beløb på TV 2 Charlie, og disse tv-reklamer skal sikre flere midler til foreningens mange opgaver, siger Pernille Winther Seiding
Den første del af Kræftens Bekæmpelses reklamekampagne har allerede været vist på skærmen, og flere reklamespots kan ses i december og i begyndelsen af januar.
Salgsdirektør Peter Olafsson, TV 2 TV Salg, siger om konceptet:
– Vi oplever i stigende grad, at annoncører har fokus på samfundsansvarlighed og en social profil, og med ”Charlie Charity” giver vi disse annoncører mulighed for både at gennemføre effektive reklamekampagner og via TV 2 Charlie støtte en navngiven organisation til at opnå endnu større synlighed.
TV 2 Danmark har besluttet at fortsætte ”Charlie Charity” i 2012, hvor Diabetesforeningen, Røde Kors og Unicef vil kunne se frem til at få gratis reklametid.