Da TV 2 Charlie gik i luften for præcist 10 år siden i dag klokken 16.00, skyldtes det bl.a., at TV 2 seerne var lige modne nok (læs: for gamle, red.) til, at virksomhederne havde lyst til at købe reklamer på den kommercielle tv-stations hovedkanal.

TV 2 Charlie var andet skridt mod et mere segmenteret profil for TV 2, der allerede i år 2000 lancerede TV 2 Zulu, som gik målrettet efter det unge segment. Også hovedkanalen gjorde fladen mere ungdommelig, så TV 2 lancerede TV 2 Charlie, hvis indhold var skræddersyet ”de gamle”, altså danskere over 50 år.

Det grå guld?

I 2011 blev TV 2 Charlie – efter en begyndelse med såvel op- som nedture – Danmarks tredjestørste kanal blandt danskere over 50 år, hvilket den har været lige siden.

Og Ifølge TV 2’s salgsdirektør, Peter Olafsson, mærker TV 2 tydeligt, at annoncørerne i stigende grad får øjnene op for Charlies målgruppe.

– Vi kan se på flere og flere analyser, at det på tværs af brancher efterhånden er den mere modne målgruppe, der sidder på størstedelen af både købsbeslutninger og købekraften. Det er faktisk hele vejen rundt, at de modne forbrugere står bag hovedparten af virksomhedernes salg, og det er der flere og flere af vores kunder, der bliver opmærksomme på. Den gode nyhed er, at vi kan tilbyde adgang til den modne målgruppe på flere af vores kanaler og platforme, siger Peter Olafsson.

Dagligvarer og e-handel

Den modne målgruppe (50+) står fx helt overordnet for 56 % af dagligvaresalget i supermarkederne og for 64 % af e-handelen .

Inden for e-handlen sidder de modne forbrugere solidt på salget af bl.a. produkter i kategorien ”IT, Tele og Foto” (70 %), ”Bolig, have og blomster/planter” (81 %), ”Rejser og kulturoplevelser” (75 %) og ”Finansielle produkter” (90 %).

– Der har været en tendens til – både fra medierne, fra mediebureauerne og fra annoncørernes side – at fokusere på den meget unge målgruppe, men branchen er ved at få øjnene op for, at der er risiko for, at der købes for snævert ind i forhold til virksomhedernes reelle salgspotentiale, hvis annoncørerne kun går efter den yngre målgruppe, slutter Peter Olafsson.

Foto: Miklos Szabo, TV 2