Privatøkonomien strammer til i mange danske familier, og det mærker charter-selskaberne, der luger kraftigt ud i rejserne i de nye kataloger. Antallet af udbudte rejser bliver det laveste i seks år, skriver Jyllands-Posten.
Danmarks største rejsekoncern, Scandinavian Leisure Group (SLG), der ejer Spies, Tjæreborg og Ving, reducerer ferieprogrammet til vinter med mellem 10 og 12 pct. i et forsøg på at undgå en priskrig, hvor mange rejser sælges med tab.
– Danskerne har færre penge til rådighed, og det vil få mange til at vælge vinterferien fra. Derfor reducerer vi kapaciteten for at beskytte vores indtjening, siger H.P. Andersen, salgsdirektør for SLG i Danmark, til Jyllands-Posten.
Koncernen solgte sidste år 153.000 vinterrejser med charterfly, og det samlede udbud for de tre selskaber bliver i den kommende sæson på 139.000 rejser. Ving skærer mest ned, mens Spies og Tjæreborg foretager mindre tilpasninger.
Alletiders og Apollo, der ejes af den schweiziske feriegigant Kuoni, går endnu mere drastisk til værks. Apollo dropper helt at sælge vinterrejser fra Danmark, og selskabet vil fremover udelukkende koncentrere sig om at sælge sommerrejser til Grækenland.
Alletiders skærer også ned på programmet, så de to selskaber tilsammen fjerner 20 pct. af rejserne med charterfly.
Star Tour, der er Danmarks største charterarrangør, har i den kommende vinter lukket afdelingen for skirejser med charterfly, mens antallet af rejser til sol-destinationer stort set er uændret.