Hvis man ønsker at få succes med content marketing, så skal man have chefen med på vognen. Det er en af konklusionerne i rapporten “Content Marketing i Danmark 2014”, som Brand Movers netop har lavet i samarbejde med Huset Markedsføring.
Hele 40 pct. af de virksomheder, der selv mener, at deres content marketing indsats er “ineffektiv” eller “meget ineffektiv” har problemer med at få buy-in fra ledelsen. Det samme gør sig kun gældende for 6 pct. af dem med “effektiv” eller “meget effektiv” content marketing, fortæller Jesper Laursen, CEO i Brand Movers.
– Nu kan man jo diskutere, om chefen undlader at bakke op, fordi der mangler succes, eller om det er den anden vej rundt. Men der er ingen tvivl om, at hvis man skal have blivende og stabil succes med content marketing, så er man afhængig af, at chefen har de lange briller på og kan se fidusen i at opbygge rigtige og lange relationer til kunder og leads.
Rapporten maler et interessant portræt af den effektive content marketing maskine. Ud over en ledelse, der bakker op, så indebærer det for eksempel også en nedfældet content strategi.
Strategi kræves
81 procent af de virksomheder, som har en strategi, oplever succes med content marketing, mens det samme kun gælder 40 pct. af dem uden en strategi.
– Mange steder vokser content marketing op fra bunden i virksomheder, og derfor bliver indsatsen lidt ustruktureret og kan virke lidt tilfældigt. Andre steder er det en ny ting, man prøver af, og så smider man bare noget content på gaden ser, hvad der sker.
– Men vores undersøgelse dokumenterer, at man fordobler sine chancer for succes, hvis man tager sig tid til at lave en strategi, før man går i gang, forklarer Jesper Laursen, der understreger, at strategien ikke behøver at tage flere måneder eller koste formuer at udvikle.
Alligevel er der ikke mange virksomheder, der starter med strategien. Kun 29 pct. af de danske virksomheder laver en strategi, mens tallet ifølge Jesper Laursen er 42 pct. i UK, 43 pct. i USA og hele 52 pct. i Australien.
– Til gengæld stiger antallet af virksomheder, der i det hele taget laver content marketing. Da vi lavede undersøgelsen sidste år, var det 81 pct. af virksomhederne, men i år er det 86 pct., og 73 pct. af dem producerer mere indhold i år, end de gjorde sidste år.
Hele undersøgelsen kan downloades her.