Finn Kræfting, Marketingchef, Velfac A/S

Hvad er den bedste reklame du har set?
Der bliver heldigvis udviklet masser af gode reklamer i Danmark. Når jeg tænker på stærke kampagner, vil jeg rette fokus mod printmediet. Der er desværre en tendens til, at god reklame altid skal diskuteres på tv-mediets præmisser. En annonce skal kunne klare sig selv og opfylde samtlige aspekter i kommunikationsopgaven på helt andre vilkår. Derfor har jeg meget stor respekt for kommunikationsfolk, der virkelig mestrer denne disciplin. Og dem har vi da heldigvis nogle stykker af.
Skal jeg nævne stærke reklamer popper kampagner for Bianco Footwear, TDC Mobil, AUDI, VW og Fakta op i min bevidsthed. Her finder man flere eksempler på både humoristiske og underfundige budskaber, der appellerer til tankevirksomhed hos modtageren. Det giver reklamen betydning, og man husker den dybere mening meget længere. Jeg glemmer for eksempel aldrig; ”All she needs is a pair of really really beautiful shoes… .!” eller “Gæt et band”.

Hvad er den værste reklame du har set?
Der findes desværre stadig for mange reklamer, der skyder for lavt og nedsættende i forhold til målgruppen. Man er så bange for, at alle ikke umiddelbart kan forstå budskabet, så valget falder på laveste fællesnævner og det uinspirerende alt-skåret-ud-i-pap budskab. Det er drøn ærgerligt. Til samme kategori hører også utallige eksempler på danske versioneringer af tyske opvaskemiddel-reklamer, der ikke fungerer i forhold til det danske kultur- og kønsrollemønster. Grundlæggende er de så dårlige, at man kun er heldig, hvis man – som det absolut eneste – finder en syg form for underholdningseffekt i dem.

Kan du nævne en reklame, som har fået dig til at ændre holdning til en virksomhed?
Ja, eksempelvis Danske Bank, som jeg synes har gjort et fantastisk flot stykke arbejde. På ganske få år er det lykkedes en af de i mine øjne mest støvede erhvervsbanker i Danmark at overbevise os danskere om, at de faktisk er en moderne og tidssvarende bank, der o gså henvender sig til almindelige mennesker. Udgangspunktet bliver taget i målgruppen og kommunikationen finder sted i øjenhøjde med denne. Flot! Det har ændret min holdning til banken. Tilsvarende har jeg det med DSB, som også har gjort det ret godt, men her kniber det til gengæld lidt mere med at efterleve løfterne.

Læser du tilbudsaviser?
Ja det gør jeg, men der bliver sorteret benhårdt i bunken. Overlever tilbudsaviserne første runde, kan de til gengæld godt få lov at blive liggende en uges tid.

Kan du nævne en reklame, som decideret har fået dig til at købe en vare?
Mange er jeg bange for. Senest et vin-tilbud fra Føtex. Men ellers er jeg heavy user af skirejsekataloger og andre produkt- og udstyrskataloger som sagtens kan inspirere og føre til køb.

Klikker du på bannerannoncer?
Det sker ikke så ofte. Jeg mangler stadig at se den intelligente, overraskende og måske endda interaktive bannerkampagne. Det burde være muligt at skabe flere oplevelser og mere underholdning på internet-mediet.