Nye oplysninger i Se og Hør-skandalen indikerer, at flere af ugebladets centrale chefer var langt mere involveret i brugen af den såkaldte ”tys-tys-kildes” oplysninger, end det hidtil har været kendt.
Det skriver BT.
Den tidligere Se og Hør-journalist Kasper Kopping fortæller til avisen, at chefer og ledende medarbejdere på det kulørte ugeblad også modtog SMS’er fra den hemmelige kilde, der skaffede kreditkortoplysninger om kendte og kongelige.
Konkret foregik det på den måde, at når Kasper Kopping, der havde den direkte kontakt til kilden, modtog en SMS, vurderede han, om det var noget, Se og Hør kunne være interesseret i.
Hvis det var, sendte han i et ukendt antal tilfælde SMS-beskederne videre til overordnede på ugebladet.
Oplysningerne kommer frem torsdag, hvor Højesteret skal vurdere, om politiet skal have lov til at gå ombord i al det bevismateriale, som blev beslaglagt tilbage i maj. Indtil nu har Allers advokater nægtet politiet adgang med henvisning til kildebeskyttelsen.
Hverken de tidligere chefredaktører Kim Henningsen og Henrik Qvortrup eller forhenværende nyhedschef Lise Bondesen og forhenværende redaktionschef Kim Bretov har ønsket at udtale sig om sagen, skriver BT.
jv.dk/bt.dk