På blot ni dage har tre adm. direktører i tre af Danmarks største virksomheder fået en fyreseddel.

Først blev Jesper Lien fyret fra Coop. I går måtte Ditlev Engel så forlade Vestas, og samtidig blev Thomas Hofman-Bang til overs i NKT efter en rokade blandt virksomhedens topchefer.

På verdensplan blev 375 topchefer i de 2.500 største børsnoterede virksomheder i 2012 skiftet ud, hvilket svarer til 15 pct. og er det næsthøjeste antal siden årtusindeskiftet.

Det skriver epn.dk på baggrund af den årlige gennemgang af topposter i hele verden, Chief Executive Study, som det internationale konsulentburau Booz & Companys har foretaget.

Bureauet bekræfter, at tendensen også gælder i Danmark. Samtidig viser undersøgelser, at den gennemsnitlige ansættelsesperiode for danske topdirektører er faldende, mens en ny analyse fra CBS viser, at jo længere en topchef har bestridt sin post, desto ringere bliver de resultater, som han skaber i virksomheden.

Jyllands-Posten