Nyhedschef Suzanne Moll indsættes i dag som konstitueret programchef på TV 2 Radio, mens den hidtidige programchef Eik Frederiksen fortsætter som musikchef med reference til programchefen. Suzanne Moll fortsætter samtidig med det øverste ansvar for nyhederne på TV 2 Radio, mens der indsættes en redaktionschef til at varetage den daglige ledelse af nyhedsredaktionen.
Man har ifølge TV 2 Radios adm. direktør, Jens Rohde, ”justeret lidt i den organisatoriske ledelse”. Og Rohde uddyber:
– Vi er stadig i en opstartsfase og skal løbende sørge for, at alle på TV 2 Radio gør det, som de er allerbedst til. Eik Frederiksen er eminent til at formatere musikformater på radio, og den del har vi behov for at have fuldt fokus på. Suzanne har som nyhedschef vist meget stærke lederevner. Hun er stærk strukturelt og har et godt blik for udvikling af både nyhedsindhold og comedy i programfladen. Det arbejde skal intensiveres.
Han glæder sig over, at ændringerne i holdopstillingen er blevet accepteret af både Eik Frederiksen og Suzanne Moll. Og yderligere ændringer vil næppe være en overraskelse – at dømme ud fra Jens Rohdes slutreplik:
– TV 2 Radio skal igennem en intensiv udvikling frem mod august, hvor vi forventer at have en fuldt flyvefærdig og attraktiv programflade i luften, som kan matche DR på alle kanter. Vi har ikke som DRs 80 års radioerfaring, og derfor står vi med en kæmpe udfordring. Den kræver, at alle kræfter bruges optimalt på radioen.
peng